Klimakrav presser branche: Der mangler taxaer i hovedstadsområdet
Der er stor mangel på taxaer i hovedstadsområdet. Klimakrav til nye vogne og lang leveringstid på el- og brintbiler gør det nemlig svært at få nye taxaer på gaden. Nu håber brancheorganisation på politisk hjælp..
"Deres taxa er fremme om 31 minutter."
I øjeblikket risikerer man at vente lang tid på en taxa i hovedstadsområdet.
Særdeles lang tid.
Tal fra taxavognmændenes brancheorganisation Dansk PersonTransport viser nemlig antallet, at køretilladelser for taxa'er på landsplan er faldet med 10 procent det seneste år - og størstedelen af faldet er sket her i hovedstadsområdet.
Branchen er nemlig presset efter en lang nedlukningsperiode, hvor flere vognmænd drejede nøglen om og parkerede ældre taxaer i garagen for bestandigt.
Og da der i mellemtiden er kommet nye og skærpede miljøkrav til nye taxaer og storvogne, som i praksis betyder, at det udelukkende er el- og brintbiler, der nu kan komme på gaden som nye hyrevogne kombineret med lang ventetid på netop klimavenlige biler.
Ja, så er taxabranchen presset. Det oplyser Dansk PersonTransport, der repræsenterer i omegnen af 3000 vognmænd med i alt 4500 hyrevogne.
- Vi vil gerne være med til den grønne omstilling, men lige nu er der lang ventetid på elbiler. Vi har jo nogle, der gerne vil begynde i branchen, men de kan ikke få en vogn at køre i, siger vicedirektør i Dansk Persontransport, Trine Wollenberg, til TV 2 Lorry.
Vil slække på krav til storvogne
Nu håber hun på politisk hjælp, så man kan få flere storvogne - det vil sige de vogne, der kan have seks til otte passagerer - på gaden.
- Der er et specifikt problem på storvogne. Derfor har vi talt med transportministeren om at få slækket lidt på kravene til nye storvogne i en periode. Vi vil gerne have en overgangsperiode med lidt mere lempelige krav, så der kan komme flere storvogne på gaden, siger Trine Wollenberg.
TV 2 Lorry har tirsdag henvendt sig til transportminister Benny Engelbrecht (S) for at få et interview i forhold til sagen. Det har dog ikke været muligt.
- Da Transportministeriet endnu ikke officielt har modtaget henvendelsen fra Dansk PersonTransport kan ministeren ikke udtale sig om sagen, lyder det i en skriftlig kommentar fra Transportministeriet.
_