Vild prisstigning på strøm i dag: På det her tidspunkt er det dyrest
Hvis du skal lade bilen eller sætte en vask tøj over i dag, så kan det være en god idé at udskyde det.
Onsdag kan elprisen sidst på eftermiddagen nemlig komme op over seks kroner per kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer.
Det skyldes mangel på vedvarende energi som sol og vind, og fra morgenstunden har elprisen omkring klokken 08 ligget på 4,9 kroner øst for Storebælt og 3,79 kroner i Vestdanmark.
Efter at have nået toppen klokken 17 begynder elprisen igen at falde i løbet af aftenen. Først klokken 20 kommer prisen under fire kroner i hele landet.
Selvom elprisen onsdag er høj, er den generelt faldet fra det rekordhøje niveau i 2022.
- I gennemsnit er elpriserne blevet mere normale i år. Men vi har også set, at udsvingene i priserne er blevet større, siger chefkonsulent Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark til TV 2.