Region ville brænde udløbne coronaværnemidler af – nu forsøger de i stedet at sælge
Ubrugelige værnemidler fra coronapandemien til flere hundrede millioner kroner samler fortsat støv på Region Hovedstadens lagre. I stedet for at brænde dem af forsøger regionen sig nu med salg.
Det vakte opsigt, da Region Hovedstaden dette forår kunne meddele, at coronaværnemidler indkøbt for flere hundrede millioner kroner skulle destrueres, fordi de enten var blevet for gamle eller var kommet i overskud.
Hele 9.300 paller med omkring 89 millioner enheder af værnemidler hobede sig op på lageret i Hedehusene, og disse skulle en tur på forbrændingen, så man i det mindste kunne få lidt fjernvarme for pengene, lød det dengang.
Seks måneder senere tårner ubrugelige værnemidler sig fortsat op hos Region Hovedstaden, og derfor har man taget andre værktøjer i brug.
I stedet for at futte alle pallerne af forsøger regionen nu at sælge, hvad sælges kan. Det oplyser Region Hovedstaden i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.
- De udløbne værnemidler er sat til salg med henblik på anden anvendelse end klinisk brug. Der igangsættes salg af ikke-udløbne værnemidler, men i det tilfælde er det fordi, regionerne har en overkapacitet, skriver Region Hovedstaden.
Sent ude
Det var ellers et meget stort politisk flertal i regionsrådet, der tilbage i marts måned stemte for at sætte gang i destrueringen af de for gamle værnemidler.
SF var som det eneste parti modstander af denne beslutning. Derfor mener Peter Westermann (SF), der er medlem af regionens forretningsudvalg, da også, at forsøget på at sælge sker for sent.
- Jeg er stadig af den opfattelse, at man skal lade være med at brænde det af. Behold det på lager og giv det et mere grundigt forsøg med at få det solgt, siger han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Det er sent, man forsøger at få det solgt. Det forarbejde kunne man godt have lavet meget tidligere.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Julie Andersen, TV 2 Kosmopol
Flertallet - der bestod af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten – begrundende blandt andet beslutningen med, at det er dyrt for Region Hovedstaden alene at opbevare de mange tusinde paller.
Rettelig skal det nævnes, at flertallet uden om SF dengang stemte for, at man sideløbende med afbrændingen af de ældste paller undersøgte andre muligheder for alternativ afhændelse.
Det er altså denne alternative afhændelse, der nu har ført til forsøget på at sælge både de for gamle og de for regionen overflødige værnemidler.
Her er Region Hovedstaden dog væsentligt bagud i forhold til for eksempel Region Syddanmark, der allerede i april måned annoncerede, at regionen ville auktionere værnemidler tæt på sidste anvendelsesdato.
Skaber kø på forbrændingsanlæg
Mens Region Hovedstaden nu altså forsøger at sælge både de udløbne og de tæt-på udløbne værnemidler, er man også gået i gang med at afbrænde de ældste paller.
Det bekræfter regionen skriftligt til TV 2 Kosmopol, men siger samtidig, at man for nuværende ikke har tal på omfanget.
- Kasseringen af værnemidlerne pågår fortsat. Da der er tale om en større mængde værnemidler, og da vi i forbindelse med kasseringen ikke vil forstyrre det almindelige flow på forbrændingsanlæggene, så er det en længerevarende proces, oplyser Region Hovedstaden i et skriftligt svar.
TV 2 Kosmopol har også spurgt Region Hovedstaden ind til de hidtidige omkostninger forbundet med opbevaring af udløbne værnemidler, der venter på at komme på forbrændingen. Her lyder svaret, at regionen ikke har en præcis opgørelse, fordi værnemidlerne er ”udløbet kontinuerligt over en periode”.
Administrationen i Region Hovedstaden vurderede dog tilbage i marts måned, at opmagasineringen ville koste et sted mellem 6.000 og 10.000 kroner om dagen i udgifter til lokaleleje og forsikring.
Eksperter undrer sig over afbrænding af mundbind
Blandt de mange tusinde paller værnemidler, hvis skæbne har synes forseglet, udgøres en stor mængde af masker – herunder især mundbind.
Mere end 3.000 paller med forskellige mundbind har været udpeget til afbrænding. Det har flere eksperter tidligere stillet sig undrende over for.
- Hvis de ikke har været udsat for sol eller fugt, så kan mundbind og visirer holde i over 50 år. De er lavet af plastik af typen PP, og det har en meget lang levetid, sagde Frank Sørensen, indehaver af Den Danske Fabrik, der blandt andet producerer mundbind, tidligere på året til TV 2 Kosmopol.
Samme melding kom fra en ekspert fra det uafhængige rådgivnings- og forskningscenter Teknologisk Institut. Udløbne værnemidler kan sandsynligvis være så gode som nye.
- Materialerne kan formentlig holde sig i meget længere tid, især hvis de har været opbevaret ordentligt, sagde sektionsleder på Teknologisk Institut Jens Christiansen dengang til TV 2 Kosmopol.
Region Hovedstaden oplyser ikke, hvorvidt udløbne eller tæt-på udløbne mundbind er blandt de værnemidler, de vil forsøge at sælge.
Indkøbsprisen for de lidt over 9.300 paller med nu udløbne værnemidler er forbundet med en del usikkerhed, men Danmarks Radio har tidligere beskrevet, at denne ligger i omegnen af 260 millioner kroner.