Regionsrådsformand: Ekstern ekspert skal hjælpe i 112-sag
En tidligere ambulancelæge og formand for lægeforeningen skal se nærmere på, hvordan tusindvis af alarmopkald kan mistes, hvis det står til regionrådsformanden.
Regionsrådet i Region Hovedstaden skal tirsdag aften vedtage et kommissorium for en tilbundsgående undersøgelse af mistede 112-opkald.
Her foreslår regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), at en udefrakommende ekspert på akutområdet er med i arbejdet.
Det skriver Region Hovedstaden i pressemeddelelse.
Berlingske har den seneste tid beskrevet, hvordan tusindvis af opkald mistes, når alarmopkald viderestilles fra 112 Alarmcentralen til regionens vagtcentral.
Mediet har afdækket, at ledelsen i beredskabet har kendt til problemet i over to år.
Forretningsudvalget i Region Hovedstaden fik den 14. september en mundtlig orientering om situationen i 112 af direktør i Akutberedskabet, Freddy Lippert, og politikerne drøftede herefter, hvordan en undersøgelse af de forhold skal foregå.
- Vi tager historierne om forsinkede opkald til 112 meget alvorligt, og vi skal lynhurtigt have klarlagt sagen, så vi ved, hvad vi skal handle på politisk.
- Derfor er arbejdet med at indsamle data og undersøge sagen gået i gang. Og jeg lægger op til, at vi får en ekstern ekspert til at hjælpe os med at stille de rigtige spørgsmål, og udfordre os på det, vi gør, siger Lars Gaardhøj (S).
Han ønsker, at der lander en afrapportering til politikerne den 5. oktober.
Tilliden skal genoprettes
For straks at kunne rykke på bestillingen fra politikerne, har administrationen sikret sig, at Mads Koch Hansen, der har haft en række ledende poster indenfor det danske sundhedsvæsen og som har et indgående kendskab til akutområdet, kan træde til.
Mads Koch Hansen har ti års erfaring som ambulancelæge og var i tre år leder af akutlægebilen i Horsens. Samtidig har han blandt i fem år været formand for Lægeforeningen.
- Vi skal have genoprettet tilliden til 112, så for mig er det vigtigt, at vi straks kommer i gang, får afdækket, hvad problemerne er – og får gjort noget ved det, siger Lars Gaardhøj.
Han håber, at kollegerne i regionsrådet vil bakke op om den eksterne ekspert.
Lars Gårdhøj kritiserede i sidste uge, at forretningsudvalget i Region Hovedstaden ikke tidligere har hørt om sagen fra Akutberedskabet.
_
_