Rigshospitalet skal hjælpe ukrainske børn
Med støtte fra den danske regering kan Region Hovedstaden nu styrke indsatsen for ukrainske børn gennem en samarbejdsaftale mellem Rigshospitalet og børnehospitalet i Kyiv.
Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Rigshospitalet skal hjælpe børnehospitalet i Kyiv med blandt andet uddannelse af personale og konkret hjælp til behandling med telemedicin og digitale konsultationer, skriver regionen.
- Ukraine står desværre fortsat i en meget vanskelig situation, og fra dansk side skal vi gøre, hvad vi kan, for at støtte det ukrainske folk. Regeringen har derfor besluttet at give det krigsramte sundhedsvæsen i Ukraine en håndsrækning gennem et udvidet samarbejde med Region Hovedstaden, udtaler indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Samarbejdet skal i den kommende tid konkretiseres i dialog mellem Rigshospitalet og børnehospitalet i Kyiv.