Thorleif håber på højere togbilletter til lufthavnen
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil sætte prisen op på offentlig transport til lufthavnen med minimum 50 kroner. Det vil få flere til at tage en taxa, forudser taxabranchen selv.
En taxa kører ind og holder foran Allégade 7 på Frederiksberg.
- En taxa til Københavns Lufthavn, lyder det ud ad vinduet fra bilen.
Bag rettet sidder en rutineret chauffør mere flere år på bagen og flere tusinde kilometer under bæltet.
- Jeg har kørt i over 50 år. Jeg har ikke de nøjagtige datoer, men jeg kan hurtigt grave dem frem, fortæller Thorleif Barse, der har sit eget taxafirma gennem Dantaxi, med et grin.
Taxametret starter på 39 kroner, og TV 2 Kosmopol vil undersøge, hvad turen fra Frederiksberg til Københavns Lufthavn koster med en taxa.
- Meget af vores kørsel går til Københavns Lufthavn. Det er det, vi i branchen kalder for en god tur – især hvis man også kan få en tur tilbage fra lufthavnen, fortæller Thorleif Barse.
Vil sætte prisen op på offentlig transport
Og måske kommer der til at være flere ture til og fra lufthavnen for Thorleif Barse og kollegaerne i fremtiden.
For Socialdemokratiet vil sætte prisen op på metro, bus og tog til Københavns Lufthavn med minimum 50 kroner.
Det vil betyde, at det sidste stop før lufthavnen, som er Kastrup station, vil få en tillægstakts på 50 kroner, hvis man skal videre til lufthavnen.
Pengene skal være med til at skaffe finansiering til metrobyggeriet af M5-linjen, der ventes at blive taget i brug i 2035.
- Hvis prisen bliver sat op, kan man meget vel tænke, at flere vil tage taxaen. Specielt hvis man er to, tre eller fire personer, så er det jo noget, der virkelig batter, siger Thorleif Barse.
Foto: TV 2 Kosmopol
Mere behageligt med en taxa
Thorleif Barse har netop passeret Carlsberg Station, og taxameteret siger nu 146 kroner. Men der er stadig et stykke vej til lufthavnen endnu.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
Selvom prisen på en taxa lige nu er væsentlig dyrere end offentlig transport, er der flere fordele ved at tage en taxa, mener Thorleif Barse.
- Det er mere behageligt. Du kan sidde og arbejde imens, og så slipper du for at slæbe rundt på din bagage. Det er der mange, der sætter pris på, siger han.
Dyrt i Sverige – familier vil hellere tage taxaen
En togbillet fra Frederiksberg til lufthavnen koster i dag 30 kroner uden rejsekort. Med en ny afgift på 50 kroner vil det koste minimum 80 kroner for en voksen og 160 kroner, hvis man er to voksne, der skal afsted.
- Hvis prisen bliver sat op på offentlig transport, vil taxaen jo blive mere konkurrencedygtig i forhold til at tage enten metroen eller bussen til Lufthavnen, siger Trine Wollenberg, der er vicedirektør hos brancheforeningen Dansk PersonTransport.
I Sverige har man også en afgift på toget fra Arlanda Lufthavn og til Stockholm Centrum, hvor turen koster cirka 220 danske kroner.
Forskellen er, at det i Sverige er et privatfirma, der sætter priserne og ikke staten.
Men lige nu arbejder de lokale politikere i Uppsala på at få banket billetprisen ned, fordi de mener, den er for høj.
- Erfaringerne fra Sverige er, at hvis man er flere, der går sammen om en taxa, så er taxaen konkurrencedygtig i forhold til toget til Stochholm, siger Trine Wollenberg.
Foto: TV 2 Kosmopol
391 kroner fra Frederiksberg til lufthavnen
Vores taxatur er ved at være slut, og Thorleif Barse ruller ind på holdepladsen ved Københavns Lufthavn.
391 kroner viser taxameteret, og det vil flere gerne betale i fremtiden, hvis priserne stiger på den offentlige transport, mener Thorleif Barse.
- Så kan det jo betale sig. Hvis man er fire mennesker vil det blive 200 kroner mere med den ekstra afgift at tage det offentlige. Med taxien slipper kunden oven i købet for at slæbe sine egne kufferter, slutter Thorleif Barse.