Liva måtte flygte fra grænseoverskridende taxachauffør: Nu vil selskab sikre kunderne bedre med et klistermærke
Man skal kunne føle sig sikker i en taxa, derfor har Dantaxi lanceret et nyt klistermærke. Bag det er ti principper, som taxachaufførerne skal leve op til, hvis de vil køre for selskabet.
Stemningen skiftede, så snart Liva Lang var alene.
Hun sad i en taxa på vej hjem fra byen, og hendes to venner var netop blevet sat af.
- Taxachaufføren begyndte at stille mig nogle lidt grænseoverskridende spørgsmål, siger hun til TV 2 Kosmopol.
- Da jeg var ankommet og havde overført penge, spurgte han mig, om han måtte kontakte mig på det nummer, som jeg havde sendt penge fra.
Liva Lang svarede taxachaufføren, at det måtte han gerne lade være med.
Han svarede, at det godt kunne være, at han gjorde det alligevel, fortæller hun.
- Jeg ender med at løbe ind i mit hus. Det var en super ubehagelig oplevelse, siger hun.
Episoden har gjort hende mere utryg ved at skulle sætte sig ind i en taxa.
Følelsen af utryghed er Liva Lang langt fra den eneste, der har, og det vil Dantaxi nu gøre op med.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
Nyt klistermærke skal sikre tryghed
Dantaxi lancerer derfor nye klistermærker i ruden på bilerne, der viser, at man kan være tryg, når man sætter sig ind i bilen.
Bag klistermærket er der ti principper, som taxachaufførerne skal leve op til, hvis de vil køre for Dantaxi.
- Som chauffør skal man blandt andet have en ren straffeattest, og vi forpligter os til fuldstændig nultolerance overfor sager, der måtte opstå, siger Vibeke Wolfsberg, kommerciel direktør i Dantaxi.
- Vi laver fornyelser af straffeattester hvert eneste år, så vi sikrer, at den vedbliver med at være ren.
Klistermærket lanceres i kølvandet på flere sager om overgreb i taxaer. Ifølge KøbenhavnLIV har der fra juni 2022 til juli 2024 været syv sager om voldtægter, hvor taxachauffører har været involveret.
Klistermærkerne er sat på næsten alle taxaer fra Dantaxi i Region Hovedstaden, og Vibeke Wolfsberg opfordrer til, at flere tilslutter sig ordningen.
- Jeg håber, at det vil gøre, at alle kunder, uanset hvem man er, altid føler sig tryg, når man vælger at tage en taxa, siger hun.