Thobias faldt tilbage i sit misbrug under ferielukning: "Jeg er blevet smidt ud"
Thobias Hoffmann blev hjemløs i 14 dage, da hans psykiatriske afdeling holdt ferielukket. Nu er han blevet smidt ud, fortæller han.
Thobias Hoffmann kan slet ikke forstå det.
Han har ikke længere en plads på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, hvor han i tre måneder har boet for at få hjælp til sit alkoholmisbrug, sin angst og personlighedsforstyrrelse, fortæller han.
Da afdelingen holdt ferielukket i to uger på grund af personalemangel, og alle 54 patienter med dobbeltdiagnoser måtte pakke kufferterne, gik der ikke mere end en dag, før Thobias Hoffmann havde åbnet sin første øl.
Og det får nu konsekvenser.
Øllen er nemlig tredje gang, at han falder tilbage i sit misbrug, og det blev ifølge Thobias Hoffmann afgørende for hans fremtidige behandling.
- Det gør mig ked af det. Jeg troede, at jeg skulle være der, indtil jeg var klar, men sådan er det ikke gået, siger han til TV 2 Kosmopol:
- Jeg står fuldstændig alene. Det er ikke godt nok. Overhovedet.
"Sender folk tilbage i misbrug"
Da han blev bedt om at forlade sin psykiatriske afdeling, tog han ud til Herbergscenteret Sundholm på Amager, hvor han hurtigt fik det værre.
- Jeg fik et tilbagefald lige fra starten. Det ærgrer mig helt vildt, og jeg kan få en følelse af, at så kan det også bare være ligegyldigt. Det er ikke et godt sted for nogen af være, specielt ikke tidligere misbrugere. Det har været virkelig svært, siger han.
Derefter var han indlagt i tre døgn på Psykiatrisk Center Amager. Thobias Hoffmann fortæller, at det var her, han fik at vide, at han havde mistet sin plads på Psykiatrisk Center Sct. Hans.
- Jeg blev forklaret, at jeg er udskrevet. Begrundelsen er formentlig mit tilbagefald, siger han:
- Jeg har ikke snakket med en læge eller nogen anden derfra (Sct. Hans, red.). Jeg troede ellers, at proceduren var, at man skulle have en samtale med dem, før man blev udskrevet.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Afdeling M
Region Hovedstadens Psykiatrisk Center Sct. Hans er fysisk placeret i Roskilde og dermed Region Sjælland.
Afdelingens sengeafsnit i Fjordhus M20, M21 og M22 varetager behandling og pleje af patienter med alvorlig psykisk lidelse og svært behandleligt misbrug (dobbeltdiagnose) i Region Hovedstadens Psykiatri.
Afsnittene er integrerede afsnit, dette betyder at afsnittene hverken er åbne eller lukkede afsnit.
Behandling og pleje varetages i et og samme afsnit, og patienten flyttes kun til anden funktion som led i en behandlings- eller udskrivelsesplan. I afsnittene kan der forekomme aflåsning af områder, hvis der er særlige forhold der kræver dette. De tre sengeafsnit er i struktur og form ens med hver 26 enestuer. Hvert af afsnittene er organiseret i to team og der arbejdes ud fra kontaktpersonsordning og personliglæge.
Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri
Thobias Hoffmann er uforstående over for, hvorfor hans tilbagefald nu får konsekvenser, når det var afdelingens nedlukning, der var triggeren.
- Man sender jo bare folk tilbage i deres misbrug. Det er ikke en ordentlig måde at gøre det på. De piller folk fuldstændig ned. Det giver ingen mening, siger han:
- Jeg ved, at der er mange tilbagefald. Jeg blander mig ikke i det. Men jeg er spændt på at høre, hvordan nedlukningen er gået.
14 dage uden hjem
Planen for Thobias Hoffmanns behandling var, at han skulle udskrives fra den psykiatriske afdeling i august. Da skulle han overtage sin nye lejlighed på Østerbro - netop for at undgå at blive indlogeret på et herberg.
- Nu skal jeg være her i 14 dage endnu. Med massivt misbrug omkring mig. Jeg står fuldstændig alene. Det er ikke godt nok, overhovedet, siger han:
- Jeg holder mig for mig selv for at blive fristet så lidt som muligt. Jeg tæller dage og arbejder med mig selv.
Dobbeltdiagnose
Dobbeltdiagnose betyder, at man har to diagnoser samtidig. I dag anvendes det oftest, når man både har en misbrugssygdom og en anden psykisk sygdom. Det er den betydning, vi vil beskrive her.
Selv om der er mange psykiske sygdomme og mange former for misbrug, kan der alligevel beskrives nogle generelle fællestræk for kombinationen psykisk sygdom og samtidigt misbrug.
Der vil både være symptomer for den psykiske sygdom og misbruget.
De to forskellige sygdomme kan i nogle tilfælde forstærke hinandens symptomer og i andre tilfælde skjule dem og gøre dem vanskeligere at konstatere.
Der kan være mange kombinationer af psykisk sygdom og misbrug. Der er som nævnt ikke tale om en veldefineret diagnose, men blot en dagligdags betegnelse for sammenfald af to eller flere psykiske sygdomme.
Alligevel er der to forskellige kombinationer, som skiller sig ud:
Den ene er en bred definition, hvor der menes sammenfald af en hvilken som helst psykisk sygdom og alle former for misbrug.
Den anden er smal definition, hvor der menes en samtidig psykosesygdom fortrinsvis skizofreni og blandet misbrug.
Kilde: Psykiatrifonden
Cheflæge på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Jakob Krarup, ønsker ikke at be- eller afkræfte, hvorvidt Thobias Hoffmann er blevet udskrevet fra sin afdeling, da han ikke udtaler sig om personsager.
Men han vil ikke afvise, at der kan være patienter, der ikke vender tilbage.
Det er første gang, at afdelingen holder lukket i nogle uger på grund af ferie. Nu starter et evalueringsforløb, der skal afgøre, hvorvidt det har været en holdbar løsning.
- Det er overordnet gået godt, men der er også nogen, der har haft både lettere og sværere tilbagefald, siger Jakob Krarup til TV 2 Kosmopol.
Psykiatrisk Center Sct. Hans er færdige med evalueringsforløbet i midten af september.