De er en autonom gruppe på syv personer: Nu er deres advarsel mod tungmetaller gået viralt
Forud for Kristi Himmelfart kom tænketanken GeoHav med et opråb på Facebook, som gik viralt. Mød den autonome gruppe bag.
"ADVARSEL", skrev tænketanken GeoHav i et Facebook-opslag onsdag, kort før mange danskere tog afsted på Kristi Himmelfartsferie:
"GeoHav fraråder badning i Køge Bugt på baggrund af ekstreme koncentrationer af tungmetaller".
Beskeden blev på mindre end 48 timer delt knap 2000 gange af danskere, der bekymrede sig om udmeldingen.
TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, Miljøstyrelsen, Køge Kommune, Solrød Kommune og Stevns Kommune, og de har ikke mulighed for at kommentere på GeoHavs advarsel endnu, fortæller de. Sagen skal først undersøges nærmere.
Flere af dem vidste slet ikke, hvem GeoHav er.
Så det har TV 2 Kosmopol sat sig for at finde ud af.
Trusler mod geolog
- Vi er jo en lille, autonom gruppe, der arbejder med miljøsager og gennemgår miljøvurderinger med blik på at verificere, om de er korrekte, siger Mikkel Martin, der er operativ chef i GeoHav.
Han går under aliasset Ræv og bruger mellem ti og 18 timer i døgnet på havmiljøsager, fortæller han.
- I nat fik jeg for en gangs skyld syv timers søvn, fordi min krop sagde stop. I går fik jeg fire timer, siger Mikkel Martin.
GeoHav består af syv personer, der anser sig selv som whistleblowere.
De har gravet ned i sager som byggeriet af Lynetteholm, Egholmmotorvejen ved Aalborg, RGS Nordics rensning af industrispildevand og den planlagte havnebydel Marina City Kolding.
GeoHav har desuden politianmeldt adskillige virksomheder, kommuner og styrelser for at være involveret i udledninger, de mener kompromitterer havmiljøet.
Det er kun Mikkel Martin, der står for al GeoHavs kommunikation med omverdenen. Det kan nemlig havde konsekvenser at stille sig frem i rampelyset, fortæller han.
- Vi oplever rigtig mange repressalier. Derfor forsøger vi at holde vores struktur så hemmelig som muligt, siger han.
- Første gang, vores geolog fik et telefonopkald fra nogen, der ville skære hende i småstykker, var hun jo ved at bakke ud.
Mikkel Martin fortæller desuden, at deres geolog forleden fik punkteret alle sine bildæk og ridset "Nazisvin" på sin bil. Selv har Mikkel Martin oplevet at få sine bildæk skåret op forud for Folkemødet for et par år siden, siger han.
- Der er nogen, der ikke kan lide, det vi laver, og det kan vi jo også godt forstå. For vi er inde og pille ved nogle interessenter, som er rigtig store, siger han.
TV 2 Kosmopol har ikke mulighed for at dokumentere hændelserne.
Skarp kritik
Advarslen på GeoHavs Facebook-profil kommer i kølvandet på en række havmålinger, de har fået foretaget i Køge Bugt i april.
Ifølge GeoHav fandt man "bemærkelsesværdigt voldsomme" koncentrationer af en lang række tungmetaller: Arsen, bly, cadmium, chrom, kobber, nikkel og zink.
- Vi har en badesæson, der går i gang meget snart. Vi blev enige om, at det her materiale er så presserende, at det ikke kan vente med at offentliggøres, siger Mikkel Martin og fortæller, at gruppen var overraskede over opmærksomheden fra omverdenen:
- Det er gået helt amok, vi er slet ikke vant til at få den form for eksponering.
Gruppen mener, at den angivelige udledning af tungmetaller kan stamme fra Lynetteholm-byggeriet. Samtidig vurderer gruppen, at den udledning af arsen, som deres undersøgelse peger på, kan havde relation til sabotagen af North Stream-gasrørledningerne i september 2022.
- Vi har fået skarp kritik for, at vi melder noget ud, når det egentlig er myndighederne, der burde gøre det. Men det gør vi, fordi vi ikke mener, at målingerne i det danske havmiljø er fyldestgørende nok, siger Mikkel Martin.
GeoHav var også involveret i målingerne i Charlottenlund Søbad i sidste uge, der viste høje mængder af tungmetaller som arsen og cadmium.
Her var værdierne fra prøven så høje, at de bekymrede forsker i marin biodiversitet, Martin Mørk.
- Det er ikke et almindeligt koncentrationsniveau. Det er meget høje koncentrationer, som vi ser her, sagde han til TV 2 Kosmopol.
Her forsikrede Gentofte Kommunes borgmester, Michael Fenger (K), om, at man fremover vil lave flere dybdegående vandprøver fra badevandet i kommunen.
TV 2 Kosmopol har kontaktet de relevante myndigheder for en kommentar til GeoHavs udmelding, men på grund af Kristi Himmelfartsferien har det ikke været muligt.