Nyt kapitel i saga om skandaleramt friluftsbad: Må lukke sommeren over
Efter en større og konfliktfyldt renovering genåbnede det historiske friluftsbad Vestbad i 2020. Men nu – blot to år senere – melder badet, at det ikke kan benyttes sommeren over.
De nyligt gennemrenoverede udendørs svømmebassiner ved Vestbad på grænsen mellem kommunerne Rødovre og Brøndby kommer ikke til at åbne for badegæster til sommer.
Det skriver de to kommuner i en fælles pressemeddelelse.
I sommeren 2020 genåbnede friluftsbadet ellers efter en gennemgribende renovering, der i øvrigt var plaget af forsinkelser og konflikter. Men fordi der er ”brug for mere tid på noget af arbejdet” – som kommunerne formulerer det – åbner Vestbad ikke for bassinerne denne sommersæson.
- Der er mange, der glæder sig til sommersæsonen og en tur i friluftsbadet, så det er ikke en let beslutning. Men vi skal være sikre på, at vi er helt i mål, før vi åbner de udendørs bassiner igen, udtaler Kent Max Magelund (S), der er borgmester i Brøndby Kommune og næstformand i bestyrelsen bag det tværkommunale Vestbad.
Lene Due (S), der er formand for Vestbad og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rødovre Kommune, oplyser til TV 2 Lorry, at man afventer, at en fagperson færdiggør et såkaldt syn- og skønsvurdering af "de udfordringer, som spænder ben for" bassinernes åbning.
- Indtil da kan vi ikke sige præcist, hvad der skal gøres, siger Lene Due (S).
Samtidig har kommunerne heller ikke overblik over de økonomiske konsekvenser forbundet med lukningen.
Ripper op i gammelt sår
De udendørs bassiner fra 1958 blev renoveret for svimlende 51 millioner kroner over to år, inden de med et helt års forsinkelse genåbnede i sommeren 2020.
Det skete efter en konflikt mellem bygherren – som er Brøndby og Rødovre kommuner – og entreprenøren, hvor begge beskyldte hinanden for at være årsag til, at byggeriets tidsplan skred.
Renoveringen af friluftsbadet omfattede blandt andet betonarbejde, genopretning af bassinkanter, nye fliser i et bassin og etablering af et nyt vandbehandlingsanlæg.
Da arbejdet blev afsluttet, og de udendørs bassiner genåbnede i juni 2020, fremstod det mere end 60 år gamle friluftsbad igen i samme stil som ved åbningen i 1958.
Foto: Rødovre Kommune
Gratis adgang til den indendørs svømmehal
Som plaster på såret har de to kommuner bag Vestbad besluttet at gøre adgangen til den tilstødende svømmehal gratis for børn op til 15 år i sommerugerne 23 til 36.
- Jeg er glad for, at vi er landet på en løsning, hvor Vestbad stadig kan bruges hele sommeren, så alle både kan nyde solen og komme i vandet, selv om det selvfølgelig var at foretrække, at vi også kunne åbne friluftsbadet, siger Lene Due (S).
Kommunerne oplyser desuden, at de udendørs arealer omkring friluftsbadets bassiner er åbne sommeren over.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Rødovre Kommune
Blev indviet af Shanen af Iran
Vestbad blev bygget som et friluftsbad i 1958 i forbindelse med ekspansionen af høje boligbyggerier vest for København.
Arkitekten bag badet var den daværende stadsarkitekt i Rødovre Kommune Børge T. Lorentzen i samarbejde med datidens måske mest prominente landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.
Netop arkitekturen omkring friluftsbadet står som et landemærke for området, hvorfor badet med den omkringliggende park er fredet.
Netop af samme årsag blev den føromtalte renovering af badet en bekostelig affære, da man her brugte en del ressourcer på at genskabe det oprindelige udtryk. Trods forsinkelserne og kontroverserne omkring projektet blev renoveringen faktisk nomineret ved Renoverprisen i 2021.
Friluftsbadet blev i øvrigt indviet på en sommerdag 1958 af den daværende socialdemokratiske minister (og senere statsminister) Jens Otto Krag sammen med selveste Mohammad Reza Pahlavi, der skulle blive den sidste Shan af Iran, inden præstestyret med ayatollah Khomeini i spidsen overtog magten i landet.