Dansk Folkeparti reagerer på borgmesters opråb: Vil registrere muslimske modtagere af julehjælp
”Enhedslisten spilder vores penge på indvandreres førtidspension. Der kunne vi jo starte”, siger DF’s Mette Thiesen til borgmesters ønske om mere og andet end julehjælp til trængte.
- Det klinger meget hult, når Enhedslisten beklager sig på den måde. Enhedslisten, der er et af de partier der går forrest, når vores penge skal spildes på indvandrere på førtidspension og overførselsindkomster. Der kunne vi jo starte med at finde mange penge til danske familier, når der er bump på vejen eller stigende fødevarepriser – hele året, som borgmesteren efterlyser.
Kritikken er hård fra Dansk Folkepartis medlem af Folketingets socialudvalg, Mette Thiesen.
Kritikken er rettet mod Københavns socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø), der på TV 2 Kosmopol har efterlyst varige helårsløsninger for de udsatte og trængte borgere og familier fremfor symptombehandling med julehjælp.
Til TV 2 Kosmopol siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen i et tidligere interview, at julehjælp er nødvendigt for flere og flere, men at der er brug for flere tiltag for at imødegå den spiral af fattigdom, som flere og flere københavnere oplever. Dette kan afspejles i den fordoblede stigning i julehjælpsansøgninger over de sidste tre år.
Karina Vestergård Madsen frygter endda flere hjemløse, hvis ikke der handles anderledes fra Folketingets side:
- Desværre er virkeligheden den, at der fra Christiansborgs side konsekvent bliver skåret i ydelserne hos dem, der har allermest brug for dem – og med den nye kontanthjælpsreform bliver det kun sværere for mange at få enderne til at mødes. For udover at ydelserne bliver lavere, lægges der også op til, at muligheden for at tildele særlig støtte til kontanthjælpsmodtagere afskaffes. En støtte, der i dag sikrer, at rigtig mange på grænsen til hjemløshed kan blive i egen bolig. Jeg kan godt frygte, at det vil få antallet af hjemløse til at stige, og det vil vi lynhurtigt kunne se i København. Se nu at få indført en national fattigdomsgrænse, og forhold jer til konsekvenserne af, at kontanthjælpen bliver sat ned, siger socialborgmesteren til TV 2 Kosmopol i interviewet.
Dansk Folkepartis Mette Thiesen er imidlertid helt klar til at handle anderledes.
- Julehjælp er for folk, der holder jul. Punktum. Det kan ikke nytte noget, at muslimske storfamilier tropper op og rager julehjælp til sig, mens danske familier ikke kan få økonomien og julen til at hænge sammen, siger Thiesen og fortsætter:
- Desværre kan vi ikke se, hvor mange danske familier og hvor mange muslimer der modtager julehjælp, da disse organisationer bare deler julehjælp ud efter forgodtbefindende, uden at registrere, hvem der får. Derfor vil Dansk Folkeparti ved næste forhandling om puljen til de organisationer, der uddeler julehjælp, stille krav om, at der fremover registreres, hvem der søger om og modtager julehjælp. Dels så vi kan få syn for sagen om, hvor mange der ikke holder jul, der får julehjælp, og derefter kan vi sikre, at disse ikke får julehjælp i fremtiden. Det vil kun give god mening, siger Mette Thiesen til TV 2 Kosmopol.
Mødrehjælpen kommer ikke til at registrere
Mette Faber er daglig leder af Mødrehjælpen på Nørrebro i København og har rygende travlt i dagene op til jul.
Igen i år er der rekordstor søgning på julehjælp, gaver, vintertøj og julekurve. Der er 20 % flere ansøgninger i år end sidste år, og ansøgningerne bærer præg af, at der intet er at rutte med i familierne.
- Vi har ansøgninger, hvor der fortælles, at forældrene kun spiser to måltider om dagen, så der er mad til børnene. At en far stort set ikke spiser i en uge, så der er penge til en skoletaske til familiens barn, der skal begynde i skole. Og jeg kunne blive ved. Folk tror ikke på det, når jeg fortæller det, men det er Danmark. Lige her, siger Mette Faber, der har været leder af den lokale Mødrehjælp i otte år, og som igen i år oplever stigende søgning efter hjælp lokalt. Igen i år kan alle ansøgninger tilgodeses – takket være private donationer og lokale virksomheders sponsorater og donationer.
- Men registrering vil være undergravende for hele den tillidsbaserede måde, vi arbejder på. Det er jo enormt sårbart at være fattig og skulle bede om hjælp. Derfor er tilliden nødvendig mellem os og de lokale, der søger. Med en registrering af de mennesker, der modtager hjælp fra os, vil vi totalt miste vores 'streetcredit', siger Mette Faber om Mette Thiesens forslag.
Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen siden 2018, siger til TV 2 Kosmopol, at hun finder en registrering usandsynlig.
- Vi kommer ikke til at registrere, hvordan folk holder jul, hvad de har af religion, om de er ateister, muslimer eller kristne, eller hvad de er. Så et register er ikke sandsynligt. Og det tror jeg, de andre organisationer er helt enige med mig i, siger Ninna Thomsen, direkte adspurgt om Mette Thiesens tanker.
- Vi har allerede i dag en meget, meget grundig ansøgningsproces, og der er ingen som helst tvivl om, at den julehjælp, vi giver ud fra disse ansøgninger, er hjælp! understreger Ninna Thomsen og fortsætter:
- Julehjælp er beregnet til julehjælp, og det er i den grad julehjælp – ikke mindst til de mange børn, som altid er Mødrehjælpens store fokus. Julen er børnenes fest. For alle børn, uanset familiens tro og baggrund, fylder julen meget. Fra børnene pynter skolens juletræ og pynter op i klasselokalet, laver drillenisser og alt, hvad der ellers hører med. Og når man kommer tilbage efter juleferien, er der en fælles referenceramme at være sammen om. Det handler i høj grad om integration, hvis vi endelig skal tale om mennesker med en anden baggrund end dansk. Det handler i bund og grund om næstekærlighed. Juleevangeliet handler mere om næstekærlighed end om adskillelse, siger Ninna Thomsen til TV 2 Kosmopol.