Uden tilladelse pillede de ikonisk Irma-logo ned fra vartegn og blev meldt til politiet. Siden har borgmester boykottet Coop
Da Coop uden tilladelse fjernede det ikoniske Irma-skilt fra toppen af Kaffetårnet i Rødovre, svarede kommunen igen med en politianmeldelse. Vi ser tilbage på fejden fra 2012.
Artiklen blev oprindeligt udgivet i december 2023. Den er dog stadig værd at læse, så derfor har vi valgt at genudgive den. God fornøjelse.
En morgen i juli 2012 vågende Rødovreborgerne op til et mindre chok.
Coop havde fjernet den ikoniske Irma-lysreklame på toppen af Kaffetårnet i Rødovre.
Bygningen var ellers blevet solgt til Rødovre Kommune for det symbolske beløb af 100 kroner tilbage i 1996.
Men uden at meddele det til kommunen havde Coop, 16 år efter salget, skåret bogstaverne ned på den bygning, som før i tiden blev brugt til at producere den blå Irmakaffe.
En af dem, der var chokeret, var den daværende borgmester Erik Nielsen (S).
Til TV 2 Kosmopol, der dengang hed TV 2 Lorry, kaldte han det uhørt, og brugte ord som "vandalisme" og "hærværk" om Coops handling.
I TV 2 Kosmopols nye serie "Her Står Tiden Stille" har vi været på optagelse i nogle af Hovedstadens forladte steder. Én af dem er Kaffetårnet i Rødovre. Alle seks afsnit kan ses her.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- Jeg var rasende, siger daværende borgmester
Når han i dag tænker tilbage på situationen, synes han stadig, at Coop burde havde talt med kommunen, inden de fjernede de store bogstaver.
Faktisk har situationen sat sig så meget i ham, at han ikke har handlet i Coop siden episoden.
- Jeg var rasende, det vil jeg gerne indrømme. De havde været oppe på taget og skåret bogstaverne ned. Vi kunne jo have talt om det, siger Erik Nielsen til TV 2 Kosmopol.
Det betød så meget, at kommunen politianmeldte Coop for brud på byggelovgivningen og hærværk.
- Irma har ret til navnet, men bogstaverne stod på en af Rødovres kommunes ejendomme, siger Erik Nielsen.
Erik Nielsen fortæller dog, at politiet endte med at lægge sagen ned.
Coop: Det var i fare for at styrte ned
Da skiltet blev fjernet, var forklaringen fra Coop, at det ikke gav mening, at det skulle være der, når Irma ikke var på adressen længere.
Det sagde Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, til Ritzau i 2012.
- Det er vores navn og varemærke, og derfor også vores skilt. Når der ikke længere er Irma-aktiviteter derude, skal der ikke være skilte for Irma på stedet. Vi rydder bare pænt og ordentligt op efter os, sagde Jens Juul Nielsen dengang.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: ELF Development A/S
I dag er forklaringen en anden.
Skiltet blev fjernet på grund af sikkerheden, fortæller Jens Juul Nielsen i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.
- Vi tog Irma-skiltet ned, fordi det var i så dårlig stand, at det var i fare for at styrte ned. Vi var overraskede over, at den daværende borgmester reagerede over fjernelsen af skiltet, som udgjorde en reel sikkerhedsrisiko.
- Skiltet var vores ansvar, og derfor mener vi, at vi udelukkende levede op til det. Det ville have været svært at forsvare, hvis skiltet helt eller delvist var styrtet ned på nogen, fortæller informationsdirektøren i et skriftligt svar.
Erik Nielsen er helt uenig i, at skiltet var i fare for at styrte ned. Han siger, at kommunen brugte mange penge på at vedligeholde bygningen.
I galleriet herunder kan du komme med indenfor i Kaffetårnets fortrolige indre i det, der for mange er lukket land.
Klik dig gennem billederne herunder og lær mere om den tomme bygnings hemmeligheder:
Irma-skiltet var ifølge kommunen med i handlen som en del af "nagelfast tilbehør."
Men det var Coop ikke enig i.
- Kommunen ejer altså ikke et af Danmarks ældste og mest kendte varemærker, nemlig Irma. Det ejer vi, sagde Jens Juul Nielsen til Ritzau i 2012.
Selvom den tidligere borgmester ikke har handlet i Coops butikker i over et årti, savner han dog ikke længere det store skilt.
- Jeg mangler det ikke, og jeg synes ikke, det skal reetableres, men det er ærgerligt, at man ikke lod det være, siger den tidligere borgmester Erik Nielsen.
(Historien fortsætter efter afstemningen)
Tårnet står næsten tomt
I Rødovre står det ikoniske kaffetårn stadig, hvor Irma producerede kaffe fra slutningen af 1960'erne og frem til 1986, hvor produktionen blev flyttet.
I 70'erne og 80'erne blev tårnet et vartegn for Rødovre med sine farvede ovne, rør og beholdere, der kunne ses gennem glasfacaden dag og nat, og det store Irmaskilt på toppen, der tydeligt kunne ses fra Roskildevej.
Irmas hovedkvarter var en af Rødovres største arbejdspladser.
I dag er tårnet fredet.
Firmaet Alfa Development har et lille kontor på første sal, men ellers er der tomt, og der er ikke lavet en plan for, hvad tårnet skal bruges til.
Se afsnittet om Kaffetårnet i videoen herunder:
Synes du også, at gamle tidslommer er fascinerende?
Så vil du sandsynligvis også kunne lide serien "Havnens Hemmeligheder", hvor TV 2 Kosmopol udforsker de skjulte - og ofte underjordiske - tidslommer i Københavns Havn.
Se serien på linket her. Du kan også gå på opdagelse i de spændende artikler herunder: