Så kom forklaringen: Derfor blev Orange Scene ikke vist i Tour de France
En teknisk fejl var årsag til, at Roskilde Festival ikke blev filmet fra oven, da Tour de France-rytterne cyklede lige forbi under lørdagens etape.
Der blev ikke vist nogen helikopterbilleder af Roskilde Festival og den ikoniske Orange Scene, da Tour de France-rytterne passerede tæt forbi på cykelløbets 2. etape lørdag eftermiddag.
- Det ville have været en dejlig orange prik over i'et, udtalte Tomas Breddam (S), der er borgmester i Roskilde, efterfølgende til TV 2 Lorry.
- Det er svært for mig at ærgre mig på nuværende tidspunkt, hvor vi er midt i en folkefest, hvor Roskilde generelt har taget sig rigtig flot ud.
TV 2 Lorry har siden lørdag eftermiddag forsøgt at få svar på, hvorfor Roskilde Festival ikke indgik i livetransmissionen, og nu - dagen derpå - er der en forklaring.
- Det skyldes en teknisk fejl på en helikopter, siger Simon Kærup, der er presse- og kommunikationsansvarlig hos Grand Départ Copenhagen Denmark, til TV 2 Lorry.
Bidrager til fortællingen
Det er France TV Sport, der bestemmer, hvad der skal filmes og har redigeringsret over billederne.
- Alle deltagende kommuner har leveret input til, hvad der kunne filmes - også Roskilde. Der stod festivallen øverst på listen. Så det er selvfølgelig ærgerligt, at den ikke kom med, fortæller Simon Kærup.
Lørdag udtalte Roskilde Festivals kommunikations- og marketingchef, Mads Mikkelsen, følgende til TV 2 Lorry:
- Vi ville rigtigt gerne have været med og bidraget til fortællingen om Roskilde som en stærk kulturby, der strækker sig helt fra Vikingetiden til Orange Scene, men en manglende tv-visning kan ikke slå skår i vores glæde over endelig at kunne afholde festival 50. Vi er gået glip af at indgå i livetransmissionen af etapestarten. Vi håber stadig, vi indgår i de mange sidefortællinger om Roskilde.
"Fantastisk eksponering"
Mens Orange Scene og Roskilde Festival ikke fik TV-tid på det internationale TV-signal, gik det anderledes til for Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Museet dannede nemlig ramme om holdpræsentationen af rytterne forud for 2. etape.
Rikke Tørnsø Johansen, der er kommunikationsansvarlig, fortalte efterfølgende til TV 2 Lorry, at man var lykkelig over den "fantastiske eksponering", som museet fik.
- Tilskuerne har klappet af rytterne, og så har de vendt sg om og taget selfies med vores vikingeskibe.
- Og vi har haft flere internationale tv-hold ude og sejle med vikingeskibene på fjorden, og de har lavet længere indslag, der vises i aften, sagde hun.
Også Sagnlandet Lejre blev vist for millioner af tv-seere. Hør direktør Lars Holtens reaktion i interviewet nedenfor.