"Det er fuldstændig tosset": Gymnasieelever risikerer fravær, selvom de er fysisk til stede
På Himmelev Gymnasium kan man nu få fravær for ikke at deltage aktivt i timerne. Organisation frygter for elevernes trivsel.
Nu kan for meget onlineshopping eller Tetris-spil på laptoppen i timerne give anledning til at få fravær.
Himmelev Gymnasium ved Roskilde har nemlig præciseret deres retningslinjer op mod det nye skoleår, så man nu skal være aktiv i timerne for at blive registreret som tilstedeværende.
Ifølge rektoren skyldes den skærpede linje, at for mange lærere har oplevet situationer, hvor eleverne er mentalt fraværende fra undervisningen.
Men beslutningen møder modstand fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, som mener, at en lærer ikke nødvendigvis kan vurdere den enkelte elevs mentale tilstedeværelse.
- Det lyder jo fuldstændig fjollet. Fravær handler om, om man har været tilstede i timen eller ej. At en lærer så skal gå ind og vurdere, om man er koncentreret nok til at blive registreret til tilstedeværelse, det er fuldstændig tosset, det er ikke det, fravær handler om, siger forpersonen for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Asger Kjær Sørensen.
- Man kan ikke føre nogen fraværende, der er til stede til en lektion, fortsætter han.
Men rektor for Himmelev Gymnasium mener dog alligevel, at det har været et nødvendig tiltag.
- Vi har oplevet nogle situationer, hvor eleverne ikke har villet deltage aktivt, for eksempel har de hellere villet sidde og shoppe på Zalando et helt modul, og det er jo heller ikke rimeligt. Så det er noget med at få det tydeliggjort, siger Johnny Vinkel til TV 2 Kosmopol.
Elever splittet
Hvor nogle af Himmelevs elever godt kan se fornuften i præciseringen af retningslinjerne, stiller andre sig uforstående overfor ledelsens beslutning.
- Jeg synes, man er ansvarlig for sin egen læring, og så må man selv bestemme, hvordan man prioriterer sin tid heroppe, mener Isabella Hoff fra 3.x.
Mens Josef Abuna fra 3.z godt kan se meningen:
- Som en del af at være med i undervisningen, er det jo vigtigt, at man er aktiv og bidrager fagligt i timen.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Foto: Jacob Clemen / TV 2 Kosmopol
Men hvad så med de elever, som ikke føler sig tilpas med at sige noget foran store forsamlinger?
- Jeg tænker så, det er bedre at snakke med læreren og finde en løsning på den måde, i stedet for at koble helt fra og lave noget, som ikke er undervisningsrelateret.
- Men det er klart, at der er nogen, der har det svært, og dem skal man selvfølgelig også tage hensyn til, siger Josef Abuna.
"Skal ikke være præstationsrum"
Asger Kjær Sørensen fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er bekymret for de i forvejen pressede elevers trivsel, hvis man tvinger dem til at være aktive i timerne.
- Det er jo et enormt pres, hvis man konstant sidder og bliver vurderet på, om man er koncentreret nok. Vores klasseværelse skal være læringsrum, hvor man sammen skal kunne træde forkert og lave fejl, for det er det, der skal til, hvis man skal udvikle sig og blive klogere.
- Det skal ikke være et præstationsrum, hvor man føler, at man kommer ind og konstant bliver vurderet og målt og vejet, siger han.
De mere introverte elever er da også noget, ledelsen på Himmelev Gymnasium har fokus på.
- Vi kender vores elever rigtig godt, så vi ved godt hvilke elever, der har de udfordringer. Så dem tager vi selvfølgelig hånd om, og så etablerer vi nogle situationer, der passer til dem. De skal selvfølgelig ikke stå og fremlægge for hele klassen på dag ét, siger rektor Johnny Vinkel til TV 2 Kosmopol.
Helt konkret vil lærerne også sørge for, at de mere usikre elever får anden mulighed for at deltage aktivt end at snakke i klasseværelset, siger Anne Adel Vestergaard, som er dansklærer på Himmelev Gymnasium.
- Der er nogle, der har det super fint med at tale i plenum, og så er der andre, der synes, det er svært, som har det bedre med at tale ude i gruppearbejdet. Så vi sørger selvfølgelig for at komme rundt i grupperne og spørge, hvad de har at bidrage med, siger hun.
Kender du lignende fraværsregler fra andre skoler?
Så skriv til os her.