Det må du ikke gå glip af på Roskilde Festival: Her er musikanmelderens anbefalinger
Én af verdens største rappere gæster snart Orange Scene og Danmark for første gang, men flere "halvscoops" er på plakaten.
Efter en sjaskvåd start på Roskilde Festival, ser det nu endelig ud til at klare op, når de første kunstnere sætter deres ben på den ikoniske Orange Scene onsdag.
En scene, som Volbeat, The Minds of 99, Phlake, Saveus og Scarlet Pleasure før har åbnet, men nu er det popgruppen Blæsts tur. Men kan de udfylde de store sko?
- Det må man håbe. Ja, det tror jeg. Sidste år spillede de på Rising-scenen, og de er jo ikke blevet mindre siden da. De har temmelig mange hits efterhånden, siger Ole Rosestand Svidt, fungerende chefredaktør og anmelder hos Gaffa, som lige nu befinder sig på Roskilde Festival.
Han er spændt på at opleve flere verdensstjerner, "halv-scoops", som han beskriver dem, genopståede grupper og imponerende sceneshows.
For festivalen, der fortsætter frem til lørdag den 1. juli, har meget mere på programmet.
For første gang i Danmark
Det største navn i år er blandt andet kendt for sin eksperimenterende tilgang til musik og sceneshow, som nu for første gang kan opleves på første række i Danmark.
- Lil Nas X er det største scoop i år. Han har et andet take på hiphop-genren end før set.
Men flere artister pryder anmelderens must see-liste.
- Ukendt Kunstner er også et scoop. Efter seks år er duoen gendannet og har udgivet et af de mest streamede albums i år, siger Ole Rosestand Svidt.
Ifølge ham er det et solidt program.
- Lizzo er også kæmpestort navn og en feel god-person, som mange godt kan lide, og hun er kendt for at lave et underholdende show.
- Kendrick Lamar er en af verdens største rappere lige for tiden. Han var der også i 2015. Dengang i et relativt skrabet show, men sidste år fyldte han Royal Arena. Han bliver ved med at lave gode plader og have stjernestatus. Han er den største i verden inden for hip-hop.
Gengangere er populære
Selvom Kendrick Lamar, blandt flere andre artister, har optrådt på festivalen før, er de endnu ikke blevet "old news". Festivalgæsterne er stadig vilde med deres lyd, forsikrer anmelderen.
- Det er så lang tid siden, de var her sidst. Dem, der har været der før, har lavet så meget nyt siden da, at der er masser til gode.
- Folk på min alder, 49, kommer for at se Blur. Det er et af de ældste navne, siger Ole Rosestand Svidt, som selv vil være at finde på tilskuerrækkerne, når Blur spiller. Bandet, der blev udråbt som bannerførere for britpoppen i 90’erne.
Mest afrikansk musik
- Det er et fint lineup. Der er mange unge, friske navne med kant.
- De har stor diversitet og ikke-hvide kunstnere, en stor andel af kvindelige artister, faktisk tæt på den højeste andel i Danmark, og den festival i landet med mest afrikansk musik.
Anmelderen er derfor heller ikke i tvivl, om hvad Roskilde Festival er eller vil med sit lineup.
- Festivalen har den mest alsidige og mangfoldige identitet i forhold til køn, etnicitet, flest ikke- hvide udøvende kunstnere. Festivalen vil jo gerne være politisk, har talks og taler, og det afspejler programmet også. Det er generelt meget alsidigt, siger Ole Rosestand Svidt.
Roskilde Festival er som Nordeuropas største festival, 100 procent non-profit, hvilket betyder, at man donerer hele sit overskud og støtter humanitære og sociale organisationer og initiativer i hele verden.
For lille en scene
Efter 50 år med Roskilde Festival er det en evig debat om, hvorvidt de forskellige kunstnere er booket på for lille en scene, og i år er ingen undtagelse, og her vækker særlig to kunstneres placering tvivl.
- Rosalía, den spanske popstjerne, spiller på Arena, festivalens næststørste scene. Hun kunne godt spille på Orange Scene.
- Ukendt Kunstner kunne også godt spille på Orange. Det er den allersidste koncert på Roskilde Festival.
Det er dog ikke hvem som helst, der kan indtage Orange Scene og fylde plænen.
- Man skal være et stort navn for at spille på Orange. Når solen går ned, står folk som sild i en tønde, og det skal man kunne tiltrække, siger Ole Rosestand Svidt.
Han lægger heller ikke skjul på, at kunstnere ofte må nedgraderes en årrække efter deres sidste optræden.
- Queen of the Stone Age har før spillet på Roskilde Festival, men er i år nedgraderet til Arena. For omkring 10 år siden spillede på Orange, men deres publikum har flyttet sig siden da. I dag er det dem, der køber endagsbillet.
Rock er et fortidslevn
På dette års plakat er der væsentlig mindre rock på programmet, som der var for år tilbage.
- Det er nok mest det ældre publikum, der begræder, at der ikke er mere rock, men det passer godt til festvalens typiske publikum.
Selvom festivalgæsterne før har givet udtryk for deres fortvivlelse, er det en naturlig udvikling, mener Ole Rosestand Svidt.
- Årets program ligger meget i tråd med deres generelle musikprofil, hvor rock fylder mindre og mindre. Gennemsnitsalderen på Roskilde Festival er 24 år, og så er det klart, at hitlisterne fylder mere i programmet.
Men der er flere årsager til, at festivalgæsterne ikke skal rock'n'roll i samme grad, som de før har været vant til på festivalen. Hos konkurrenten er der derimod meget mere.
- Det hænger højest sandsynligt sammen med, at Copenhell nu tidsmæssigt ligger så tæt på Roskilde Festival.
Beyonce på Orange?
Selvom der er verdensstjerner på plakaten, så vil mere have mere, og længe har man haft artister i kikkerten. Nogle, man før har booket, men som siden da måtte aflyses.
- Mange ærgrer sig over, at Taylor Swift ikke er kommet til Roskilde Festival endnu. Det skulle hun have været under coronanedlukningen, men så blev festivalen aflyst.
Ifølge Ole Rosestand Svidt, har festivalen store drømme om, hvilke artister man ønsker på plakaten, og på trods af årelang indsats uden gevinst, eksisterer håbet endnu.
- Festivalen har aldrig lagt skjul på, at de gerne ville have Beyonce, men sådan nogle artister vil gerne lave deres egne shows, så de kan få det som de vil have det. Det er ikke lykkedes endnu. Det kan man håbe på, men jeg tror, den er svær.
- Billie Eilish er også muligvis en af de artister, der er blevet for store til Roskilde Festival.