Henrik forvandler mørke tunneler til farverige og børnevenlige smutveje
Han har lavet pladecovers, tegneserier og frække striber. Nu maler han i tunneller af beton for at gøre os alle sammen gladere.
En smilende haj med skarpe tænder. En forretningsfisk med pibe og høj hat. En smuk havfrue, en burger og en pingvin.
Det er alle motiver, som har sneget sig ind i et cirka femten meter langt vægmaleri, som kunstneren Henrik Abel har tegnet i en tunnel for cyklister og gående på Universitetsstien i Roskilde.
Og der er ikke tale om en ulovlighed. Tværtimod.
Roskilde Kommune har selv henvendt sig til Henrik Abel, fordi man har ønsket at skabe et mere imødekommende miljø.
Mens store graffitibogstaver eller andre motiver lavet med spraymaling kan virke utryghedsskabende for nogen, så er en håndmalet fisk med solbriller simpelthen bare hyggelig at hilse på.
Foto: Nynne Frost Andersen - TV 2 Lorry
Kan både lave frække tegninger og børnetegninger
Ideen er faktisk Henriks egen.
Han har selv tidligere taget initiativ til at male flere tunneler ved sin egen boligforening på Frederiksberg.
Her har han malet hundredvis af forskellige dyr for med egne ord at gøre smutvejene mindre uhyggelige, så folk ikke skal skynde sig igennem.
Og det lå da også lige til højrebenet, at ideen skulle komme fra ham.
For Henrik Abel har tegnet hele livet, og han har god erfaring med den slags motiver, der spreder humør og glæde - både hos børn og voksne ...
I 1990'erne lavede han i en periode både tegneserier til Anders And & Co. og lumre porno-fortællinger til mandebladet Ugens Rapport, fortæller han.
Foto: Nynne Frost Andersen - TV 2 Lorry
Et våben mod uønsket graffiti
Henriks forhåbning er, at når tunnelerne er fyldt med farverige og selvlysende dyr, så afholder det andre malere fra at ødelægge motiverne med deres tegninger.
På den måde kommer man graffitihærværk i forkøbet.
Det er ulovligt at male på gader og stræder uden tilladelse først, men der er stor forskel på, hvordan kommunerne forholder sig til fænomenet.
I Københavns Kommune kæmper man imod med vand og rengøringsmidler i nogle områder, mens man har lavet flere forsøg med lovlige graffitivægge. I 2019 tillod man blandt andet graffiti på en 60 meter lang væg i Vanløse.
I Frederiksberg Kommune har man oplevet et markant fald i antallet af ulovlige tegninger, hvilket man tilskriver sin nul-tolerance-politik, der i kort træk går ud på, at jo renere man kan holde byrummet, jo færre vil tegne graffiti.
Det er dog langt fra alle borgere, der rynker på næsen af graffiti i det offentlige rum - lovlig eller ej. Gentofte Kommune blev i efteråret 2021 kritiseret for at "ødelægge 30 års kulturarv", da man "rengjorde" en farverig tunnel med hvid maling.
Henrik Abel
Henrik er 54 år og bor på Frederiksberg.
Han har malet hele livet - både i Anders And & Co. og i Ugens Rapport. Derudover har han været tegnelærer for udfordrede børn og indsatte i Vestre Fængsel.
Han kalder gerne sig selv for tunnelmaler og står med egne ord til rådighed for alle kommuner, der kunne være interesseret i et lignende projekt.
Du kan møde Henrik Abel og tunnelen i Roskilde i videoen øverst i artiklen.