Oversigt

Seneste nyt

Her finder du det: Oplev smukt og selvlysende naturfænomen lige nu

Hvad der på billedet her ligner et par små blå spøgelser er i virkeligheden to børn der svømmer i morrild.

De sidste par dage har det nemlig været muligt at opleve den selvlysende form for alger omkring Roskilde. 

- Det er første gang, jeg oplever det, og det var helt fantastisk, at se hvordan der blev helt neonblåt omkring børnene, når de svømmede i det, fortæller Sorcha Shirley Nielsen, som kørte til Roskilde med sin søn og sin nevø for at opleve fænomenet. 

Hvis du selv kunne tænke dig at opleve det lysende fænomen, så er der gode chancer for det netop nu. Det fortæller Jens Peder Jeppesen, der er akvariechef på Øresundsakvariet. 

- Det er særligt her i august og september at det er muligt at se morrild. Man skal finde et sted hvor vandet er nogenlunde stillestående, som bugter, vige og fjorde. Og ser man det, så skal man tage sine børn med og lade dem bade i det. Det er fuldstændig ufarligt og rigtig flot, siger han.