Oversigt

Seneste nyt

Migrantarbejdere blev sat til at fjerne asbesttag uden værnemidler

Migrantarbejdere i den danske byggebranche arbejder under kritisable og sundhedsskadelige forhold.

Det siger flere eksperter til Danmarks Radio, DR, i forbindelse med en ny dokumentar.

I dokumentaren 'Underdanmark' afslører DR, hvordan der ikke er styr på udenlandske byggeansattes brug af værnemidler, mens de arbejder med potentielt sundhedsskadelig asbestnedrivning.

Særligt én unavngiven byggeplads i Roskilde er omdrejningspunktet i dokumentaren. Her fjerne migrantarbejdere asbestplader fra taget uden at modtage information om, at de arbejder med farligt og sundhedsskadeligt materiale.

Ifølge Sjællandske Nyheder drejer det sig om byggepladsen Korsgården på Møllehusvej 43-49 og Fælledvej 1.

- Der er en reel risiko for, at en eller flere af dem kan udvikle lungehindekræft efter sådan en periode, hvor de har arbejdet under de her forhold, siger overlæge og asbestekspert Jakob Hjort Bønløkke til DR.