Nu tænder lyset igen: Men kun på halv tid
Borgere i Roskilde vil igen kunne opleve byens domkirke oplyst i de mørke måneder. Men kun i weekenden og helligdage.
Roskildes karakteristiske vartegn vil atter være prydet med lys.
Fra denne måned og frem til til og med april vil Roskilde Domkirkes facader være lyst op fra mørkets frembrud til klokken 23. Dog vil det kun være i weekenden, helligdage og aftener før helligdage.
Den seneste vinter stod kirken ellers hen i mørke. Det skete dengang som konsekvens af anvisningerne om at slukke lyset på offentlige bygninger for at mindske energiforbruget.
Derfor vækker det begejstring hos menighedsrådsformand i Roskilde Domkirke, Bjarne Hald, at man nu kan tænde for belysningen igen.
- Kirken betyder noget særligt for borgerne i Roskilde og er et samlingspunkt. Man kan se dens tre spir fra stort set hvor som helst i byen. Derfor vil vi gerne markere kirkens betydning på dage, hvor der oftest er arrangementer i kirken som søndags- og helligdagsgudstjenester, ved at lyse den op, siger han til TV 2 Kosmopol.
Holder øje med energiforbruget
Vinteren mellem 2021 og 2022 var kirken lyst op alle ugens dage frem til midnat.
Menighedsrådsformand Bjarne Hald ser dog ikke for sig, at belysningen kan komme tilbage på fuld tid denne vinter.
- Nu, hvor energisituationen ser ud til at være ganske anden end sidste vinter, har vi i menighedsrådet vurderet, at lyset kan komme tilbage på Roskilde Domkirke. Men ikke alle ugens dage. Vi er stadig opmærksomme på vores energiforbrug, da vi ikke med sikkerhed kan sige, hvilken tid vi går i møde, siger Bjarne Hald.
Parat til at slukke lyset i solidaritet
Men spørger man Bjørk Paamand Olsen, der varmechef i det private forsyningsselskab E.ON, behøver kirken ikke at frygte for, at der igen kommer mangel på elektricitet.
For selvom der stadig hersker stor usikkerhed om fremtidsudsigterne for energi og el denne vinter, er der grund til at være fortrøstningsfuld.
- Lige nu kigger vi ind i et energimarked, som er væsentligt mere stabilt, end det var sidste vinter. Vi synes, det ser mere positivt ud for forbrugerne, siger Bjørk Paamand Olsen til TV 2 Kosmopol.
Såfremt forsyningssituationen alligevel skulle blive en anden, vil Bjarne Hald være villig til at vise solidaritet over for borgene i Roskilde.
- Hvis vi kommer til at stå i en situation igen, hvor der vil være mangel på strøm, vil vi selvfølgelig være parate til at slukke for lyset igen. Men forhåbentligt kommer det ikke så vidt, siger han.
Menighedsrådet anslår, at der i gennemsnit vil blive brugt 17,5 kilowatttimer per dag med lyset tændt.