Ny rapport slagter skandaleramt svømmehal
"Et klassisk eksempel på et projekt, hvor alt der kunne gå galt, gik galt". Sådan lyder den hårde konklusion i en uvildig evaluering af det skandaleramte byggeri af det nye Roskilde Badet.
"Et klassisk eksempel på et projekt, hvor alt der kunne gå galt, gik galt".
Sådan lyder konklusionen i en uvildig evaluering af skandaleramt byggeri af det nye Roskilde Badet udarbejdet af Aalborg Universitet, som er blevet offentliggjort fredag.
Hvad der skulle have været en topmoderne svømmehal med en økonomisk ramme på 110 millioner kroner og en åbningsdato i starten af 2019, udviklede sig i stedet til et løbsk byggeprojekt og et økonomisk nakkedrag til Roskilde Kommune.
Svømmehallen endte i sidste ende med at koste 223,8 millioner kroner og blev først åbnet i juni 2021.
Roskildes borgmester erkender, at projektet langt fra har kørt optimalt.
- Jeg overtog rollen som borgmester for to år siden og det første halve år, sagde jeg ikke ordet svømmehal, fordi jeg hele tiden arbejdede på de indre linjer på at få lagt en plan, som kunne holde, siger Tomas Breddam (S) til TV 2 Lorry.
"Dårlige erfaringer"
Undersøgelsen er bestilt af Roskilde Kommune selv for sikre at lignende kuldsejlinger af store anlægsprojekter aldrig kommer til at gentage sig i kommunen.
Skulle det ikke bare være gjort korrekt i første omgang?
- Jo, det ville jeg også have ønsket, at det var der, vi var havnet. Hold da op, vi har gjort alle de dårlige erfaringer, lyder det fra Tomas Breddam (S).
Dårlige politiske beslutninger og konflikter
Undersøgelsen kritiserer blandt andet, at der hos totalrådgiveren og entreprenørerne på byggeriet var utilstrækkelig erfaring med svømmehaller fra tidligere projekter.
Ligeledes konkluderes det, at byggeriet udviklede sig til en skandale, fordi der undervejs i projektet var flere konflikter mellem Roskilde Kommune, totalrådgiver og entreprenører.
Ifølge Bent Jørgensen (V), der er byrådsmedlem i Roskilde Kommune, bærer byrådet en stor del af skylden.
- Ansvaret ligger hos byrådsflertallet, som har besluttet denne svømmehal med en meget snæver margen. De valgte at køre det videre på trods af de advarsler, der lå i forhold til, om man kunne styre det her byggeri, om budgettet ville holde, og om tidsplanen ville holde. Så det er klart et politisk ansvar, at det er endt, hvor det er, siger han til TV 2 Lorry.
Rapporten konkluderer også, at den politiske beslutning blev truffet på grundlag af en meget overfladisk vurdering af budgettet, men at der ikke foreligger en analyse af projektets risici eller en egentlig vurdering af kompleksitetsgrad.
Borgmester Tomas Breddam er enig i, at ikke alle beslutninger har været lige gode.
- Der har været taget nogle risikable politiske beslutninger, blandt andet havde vi ikke valgt en totalentreprise, det ville man jo have gjort i dag, siger han.
Langt fra det eneste
Roskilde Badet er dog langt fra det eneste svømmehalsprojekt, der er løbet ind i problemer i TV 2 Lorrys sendeområde.
Bellahøj Svømmestadion, Dragør Svømmehal, Frederikssund Svømmehal og Frederiksberg Svømmehal er blandt andet eksempler på svømmehalsprojekter, der af den ene eller anden grund overskrider budget eller tidsfrister for, hvornår byggeriet skal stå færdigt.
Eksempelvis er renoveringen af Frederiksberg Svømmehal blevet 30 millioner kroner dyrere end først forventet, og åbningen er udskudt til foråret 2022 i stedet for maj 2021, hvor det oprindeligt skulle stå færdigt.
Ifølge formanden for Danske Svømmebade er det også en svær opgave at bygge en svømmehal.
- At bygge eller for den sags skyld renovere en svømmehal er enormt komplekst. Man har jo nærmest et maritimt miljø, og det stiller jo nogle enormt store krav til, at man tidligt i projektet får styr på bygbarheden, altså om det kan lade sig gøre, siger formand Lars Norring til TV 2 Lorry.
Han understreger, at flere elementer spiller ind for at opnå et succesfuldt svømmehals-projekt.
- Det handler rigtig meget om, at man på et tidligt tidspunkt i projekteringsfasen får inddraget nogle folk, der ved noget om det her. Og så handler det rigtig meget om erfaringsudveksling og om at få afstemt ambitionsniveauet i forhold til den økonomiske ramme, siger Lars Norring.
Forstå sagen kort om Roskilde Badet
Det første spadestik til projektet blev taget i maj 2017 og var startskuddet til en drøm om en ny og topmoderne svømmehal med flere bassiner og andre faciliteter som en tilstødende bygning ved siden af den eksisterende svømmehal fra 1959.
Oprindeligt var det planen, at den gamle del af Roskilde Badet kunne holde åbent, mens den nye svømmehal blev bygget. Men grundet flere byggeproblemer måtte kommunen lukke den gamle svømmehal ned, så det videre byggeri af den nye og moderne svømmehal kunne prioriteres.
Årsagen til forsinkelserne og den fordoblede pris skal findes i en række fejl, mangler og uheld, projektet har været ramt af.
Først blev Roskilde Badet ramt af ”forsinkelser i materialeleverancer”, hvilket skubbede åbningen et år. Her forventede kommunen dog, at byggeriet ikke ville blive dyrere.
Men den melding ændrede sig, da man i starten af 2019 udskød åbningen endnu en gang som følge af asbestfund i den gamle svømmehal ved siden af den nye, hvis håndtering var kompleks.
I april måned begyndte loftet så at falde fra hinanden i den gamle svømmehal, hvilket igen forsinkede den nye svømmehal.
Og i maj måned ramte endnu en skandale byggeriet, da entreprenøren annoncerede, at dele af nybyggeriet skulle rives ned, fordi en kontrol havde vist alvorlige fejl i facadens betonelementer.
Roskilde Badet åbnede den . juni i år - mere end to år forsinket.
_
_