Se video: Kernen i stor affaldsbrand er næsten slukket
Roskilde Brandvæsen regner med at være færdige med hele slukningsarbejdet af den store affaldsbrand inden for en måned.
x
Det går fremad med slukningsarbejdet af den store affaldsbrand hos virksomheden Solum nær Roskilde.
Så meget at den store bunke jord i midten af det hele, som der har været ild i i over otte uger, næsten er slukket.
Brandfolk kan nu gå inde midt i den bunke, hvor der før stod meterhøje flammer (se video øverst i artiklen).
Nu koncentrerer Roskilde Brandvæsen sig om stykket udenom kernen. Man regner med at have slukket det sidste indenfor den kommende måned.
- Det går som forventet. Vi er ved at nedbryde det brandbælte, som blev etableret for at undgå, at branden spredte sig i sin tid, fortæller Lars Robetje, beredskabsdirektør ved Roskilde Brandvæsen, til TV 2 Lorry.
Det brandbælte han taler om, er det brandvæsenet byggede rundt om selve affaldsbranden tilbage i september. Her blev der skubbet jord ovenpå flammerne for at inddæmme branden.
- Den store del i midten er ved at være slukket. Det er bæltet ude i kanten, der udfordrer os, for der er stadig 700 grader inde i den her randzone. Det prøver vi at slukke med vand, salt eller jord, forklarer beredskabsdirektøren.
Røgen er ikke farlig
På grund af de store mængder røg, der kommer i forbindelse med slukningsarbejdet, er brandvæsnet nødt til at tage hensyn til nærtboende borgere.
- Vinden blæser i alle retninger, fordi hver gang vi graver i bunkerne udenom, så kommer der luft til, og så begynder det at brænde igen, og det giver mere røg, som er til gene for borgerne. Vi bliver nødt til at tage en bid ad gangen. Derfor springer vi hellere en dag over, hvis vi kan se, at vinden blæser i retning mod borgernes huse, siger Lars Robetje.
Han forsikrer, at røgen ikke er farlig for borgerne. Brandvæsenet er i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, som løbende undersøger røgen fra branden.
Mangel på ideer og ny strategi
Roskilde Brandvæsen har haft store udfordringer med at få slukket den store affaldsbrand.
I oktober stod det så slemt til, at brandvæsenet var løbet tør for gode ideer til, hvordan de skulle få slukket branden.
Men i november skiftede brandvæsenet strategi. Man gik fra at inddæmme og begrænse affaldsbranden til nu at gå i gang med at slukke den definitivt.
Det har indtil videre vist sig at være en succes, hvor arbejdet med at få slukket kernen er ved at være færdigt.
Foto: Daniel Tronholm/Privatfoto
Tidshorisont
Det er endnu for tidligt for Lars Robetje at give en præcis dato for, hvornår han regner med, at slukningsarbejdet er færdigt, da det afhænger af vind og vejr.
Han tør dog godt spå om en cirka tidshorisont for, hvornår Roskilde Brandvæsen ikke længere skal tage sig af branden.
Snakker vi en uge, to uger eller en måned?
- Jeg tror ikke, vi snakker en hel måned.
Dermed kan borgere, der bor i nærheden af branden, højst sandsynligt se frem til en juleaften, hvor det kun er røgen i køkkenet, man skal bekymre sig om.
Branden, der satte byen på den anden ende
Affaldsbranden brød ud natten til den 19. september, da der gik ild i en 800 kvadratmeter stor bunke haveaffald på 30.000 tons, der ragede 12 meter i vejret.
Det kom siden frem, at bunken var stablet langt større end det tilladte i lokalplanen. Naboer har også fortalt, at de flere dage inden branden brød ud, advarede kommunen om lugt af røg fra området.
Men ild i bunken gik der altså, og i løbet af kort tid stod det klart for beredskabet, at branden var så overophedet, at slukning ikke var mulig.
Kernen i midten af branden, der på et tidspunkt nåede at blive 700 grader varm, har nemlig været umulig at nå ind til med vand, skum eller andre slukningsmidler.
I stedet har beredskabet fokuseret kræfterne på at sikre sig, at branden ikke har bredt sig. Og så har de forsøgt at overdække bunken med jord for at kvæle branden.
Og selvom den metode i første omgang viste sig nogenlunde effektiv, var det ikke nok til at slukke branden, som nu har ulmet uafbrudt i tæt på otte uger.
I mellemtiden har affaldsbunken udviklet sig som lidt af et midlertidigt lokalt vartegn for Roskilde-borgerne, både på godt og ondt.