Sophie brugte heste som terapi: Nu giver hun glæden videre
- Hestene gav mig noget helt særligt i forhold til min mentale sundhed.
Sådan lyder meldingen fra Sophie Klint.
I dag er hun kommet sig efter en depression, der satte ind efter papmorfarens død, og nu ønsker hun at give glæden ved heste videre til andre, som har brug for lidt firbenet glæde.
Derfor har hun stiftet Ponypatruljen, der består af hende selv og hestene Per og Phoenix. De tager på besøg hos alt fra plejehjem til bosteder med det enkle formål at skabe begejstring hos andre.
- Den glæde og det, man kan se hos menneskene, er det hele værd. Og så kan jeg mærke på hestene, at de elsker at komme ud og møde mennesker, siger Sophie Klint til TV 2 Lorry.
Foto: Malte Jørstad
Tjener ikke penge på det
Målet med Ponypatruljen står klart for Sophie Klint, der et på tur med sin heste-patrulje et par gange om måneden.
- Jeg startede Ponypatruljen, fordi jeg følte, der manglede noget til de mennesker, der ikke har ressourcer eller familie, og derfor kan trænge til noget ekstra glæde og nogle besøg, siger hun.
På plejehjemmet Langagergård i Karlslunde er det tydeligt at se, at Ponypatruljen skaber glæde og højt humør blandt de ældre.
Carin Pedersen, der er beboer på plejehjemmet, får julelys i øjnene, når hun ser de to ponyer.
Hun husker tydeligt, at hun selv har haft to heste tidligere i sit liv, og derfor varmer det ekstra, når Ponypatruljen kommer på besøg.
- Det er jo ikke hver dag, man ser heste, som man kan gå hen til. Det giver så meget ro og liv i ens tilværelse, at man er helt fjollet med dem, siger hun og fortsætter:
- Jeg kunne godt tænke mig at have dem med op på mit værelse, men det går nok ikke, tilføjer hun grinende.
Sophie Klint ønsker ikke at lave en forretning ud af Ponypatruljen, da det er en frivillig organisation. Derfor er prisen for hendes besøg det, som hun bruger i benzinpenge.
Hun kører rundt sammen med Per og Phoenix i hovedstadsområdet, hvor det er muligt at få besøg af dem alle tre.