Stor efterspørgsel på sosu'er: Kommune lokker ledige med dagpenge eller kontanthjælp under uddannelse
Roskilde Kommune har sammensat et forløb, hvor ledige kan fortsætte med dagpenge eller kontanthjælp under grundforløbet til sosu-uddannelsen.
x
I begyndelsen af november efterspurgte Roskilde Kommune flere social- og sundhedsassistenter.
Ikke nok med det har Roskilde Kommune også fundet en anden mulighed for at tiltrække flere sosu'er, skriver kommunen i pressemeddelelse.
I takt med at antallet af ledige er steget på grund af coronakrisen, har det fået Roskilde Kommune til at bruge nye puljemidler på at rekruttere ledige med interesse for sosu-uddannelsen. I samarbejde med jobcentret er der blevet sat ekstra fokus på de mange jobmuligheder, der er efter uddannelsen.
Dagpenge eller kontanthjælp under uddannelse
Det øget fokus har vækket 28-årige Christina Andersens opmærksomhed. Hun er uddannet salgsassistent, men har haft svært ved at finde arbejde. Derfor tog hun et job som rengøringsmedarbejder på Roskilde Sygehus, hvor hun fik øjnene op for sosu-uddannelsen.
- Jeg faldt tit i snak med de forskellige patienter, som jeg mødte rundt omkring, og det startede lysten til at arbejde med mennesker. Da jeg så blev ledig igen i foråret, fortalte jeg min sagsbehandler, at jeg overvejede sosu-uddannelsen. Senere blev jeg kontaktet omkring forløbet, hvor jeg kunne fortsætte på dagpenge, fortæller Christina Andersen, der nu er i gang med grundforløbet på uddannelsen.
Det 20 uger lange uddannelsesforløb kan være en stopklods for nogle af de ældre og mere etablerede elever, hvor en SU ikke altid rækker langt nok til at betale de faste udgifter på hjemmefronten.
Roskilde Kommune har derfor lavet et forløb for ledige omkring 30 år og opefter, hvor de kan fortsætte med at være på dagpenge eller kontanthjælp, imens de tager grundforløbet på uddannelsen. Det er Christina Andersen glad for, og samtidig er hun også garanteret en elevplads i Roskilde Kommune efter grundforløbet.
To fluer med et smæk
Jobcenter Roskilde foretog en screening af ledige omkring 30 år og opefter med interesse eller kompetencer inden for social- og sundhedsområdet. Det resulterede i, at 13 ud af 14 ledige, der blev inviteret til ansættelsessamtale og fik tilbudt en uddannelsesaftale, takkede ja til at starte på grundforløbet.
Det er noget, der glæder Bent Jørgensen (V), der er formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde.
- Metoden med at screene de ledige er en rigtig god måde til at slå to store fluer med et smæk. De ledige, som i forvejen har interessen for faget, kommer i beskæftigelse, og det kommer borgerne i Roskilde til gavn, siger han.
Det nye forløb får også stor opbakning af Morten Gjerskov (S), der er formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget:
- Vi har brug for alle gode kræfter til at sikre vores ældre og udsatte, den bedst mulige omsorg. Det her forløb er et rigtig godt tiltag, fordi det sikrer nogle flere dygtige og kvalificerede medarbejdere og rækker ud efter nye typer af medarbejdere også blandt de mere etablerede grupper, slutter han.