Oversigt

Seneste nyt

Travl indbrudstyv idømt fængselsstraf og udvisning

En 30-årig litauisk mand er ved Retten i Roskilde fundet skyldig i 18 indbrud og straffet med to års fængsel og udvist for bestandigt.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Retten fandt at der var tale om så mange indbrud, at manden kunne dømmes efter straffelovens paragraf om organiseret indbrudskriminalitet.

Indbruddene er foregået flere steder i landet, blandt andet i Roskilde, Lejre, Havdrup og Osted.

Han blev anholdt i november 2023, da politiet blev kaldt ud til et indbrud i Vindinge ved Roskilde. Patruljen fandt den 30-årige samt en nu 26-årig medgerningsmand i en have i området, hvor de gemte sig bag en grill. Trods forsøg på at stikke af fra politiet, blev de begge overmandet og anholdt.

Medgerningsmanden, ligeledes fra Litauen, valgte at tilstå sin del af indbruddene og fik i marts i år en dom på fire måneders fængsel og en udvisning af Danmark.

Den 30-årige valgte at overveje, om han vil anke dommen.