Vildt tricktyveri: Mand blev bilejer og fik stjålet stort beløb
Politiet efterforsker nu en sag om to tricktyve, der udgav sig for at være politiet.
En 38-årig handicappet mand fra Jyllinge i Roskilde Kommune oplevede søndag aften et tricktyveri af de få.
Omkring klokken 23.00 fik manden uventet besøg af to fremmede mænd, der udgav sig for at være politibetjente.
Sammen beordrede de den 38-årige til at udlevere sit pas og sundhedskort med truslen om, at han ellers ville ende i retten.
- Det er skide frækt, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Lorry.
Ifølge politiet var de to tricktyve ikke iklædt polititøj, da de kontaktede den 38-årige. Og er man det mindste i tvivl om, hvorvidt man har kontakt til ordensmagten, skal man altid spørge, lyder opfordringen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- De var almindelige civilister ud fra den beskrivelse, vi har fået. Så hvis man er i tvivl om det er ægte betjente, så skal man altid spørge om politilegimentation, siger Martin Bjerregaard og tilføjer:
- Og fremgangsmåden i øvrigt er ikke noget vi kender fra vores system. Det er også ufatteligt sent, at politiet skulle komme forbi på den måde.
Ved hændelsen blev den 38-årige mand desuden beordret til at destruere sit NemID.
Politiet mistænker, at årsagen til, at manden skulle destruere sit NemID, skyldes, at han på den måde ikke ville opdage tyvenes misbrug af hans konti og oplysninger.
Tricktyve stjal stort beløb
Derfor er hændelsen først blevet anmeldt til politiet torsdag. Her opdagede manden, at han var blevet indregistreret som ejer af et køretøj, ligesom han er blevet et væsentligt kontantbeløb fattigere.
- I den mellemliggende periode (mellem hændelsen og anmeldelsen, red.) har han fået stjålet fem-seks-cifret beløb fra sin konto, siger Martin Bjerregaard.
Nu håber politiet på at kunne opklare sagen, omend den er blevet anmeldt relativt sent.
- Der er garanteret foregået en helt masse tekniske transaktioner både fra bankkonto og med registrering af køretøj. Så overordnet set vil det være en teknisk efterforskning, hvor hans data er blevet misbrugt, siger Martin Bjerregaard og tilføjer:
- De penge må for eksempel være gået et sted hen. Som jeg ser det, må der rig mulighed for at få sporet os frem til det.
- Det kan også være, at der er nogle bagmænd, som står bag, siger han.