Lauritz’ overfaldsmænd kendt skyldige – mor kalder det ”helt latterligt”
Begge Lauritz Lindboe Winds overfaldsmænd er kendt skyldige i groft overfald, men kun den ene har fået sin straf. Moderen er utilfreds med dommen, som, hun mener, er latterlig.
20-årige Lauritz Lindboe Wind blev i februar udsat for et groft overfald af to mænd. Overfaldet skete, da han var i byen i Københavns natteliv i Gothersgade.
Tirsdag blev overfaldsmændene på 18 og 19 år kendt skyldige for overfaldet.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Og det var en lettet Lauritz, TV 2 Lorry her til aften snakkede med.
- Jeg synes, det er fedt, at de er kendt skyldige, og det giver nu noget ro, at sagen er afsluttet, fortæller han.
Lauritz blev umotiveret overfaldet med knytnæveslag og spark den skæbnesvangre aften i februar. Her blev han i bevidstløs tilstand kastet ud på vejbanen foran kørende biler.
Derefter hoppede gerningsmændene på Lauritz’ hoved, før gerningsmændene forsvandt igen.
Mor kalder dommen latterlig
Begge gerningsmænd blev kendt skyldige, men kun den 19-årige fik en strafudmåling.
Den lød på seks måneders ubetinget fængsel.
Det skyldes ifølge anklager i sagen Han Lam, at oplysninger om personlige forhold vedrørende den 18-årige ikke kunne nå at blive indhentet inden retsmødet. Anklageren vil ikke komme ind på, hvilke forhold det drejer sig om.
Trods begge overfaldsmænd nu er kendt skyldige, er Lauritz’ mor, Karina Wind, ikke tilfreds med størrelsen på straffen.
- Jeg tænker, at han (den 19-årige, red.) ikke ville få mere end de seks måneder. Jeg frygtede, at han måske kunne få endnu mindre. Jeg synes, det er helt latterligt, at man kan gå ud og risikere at slå et andet menneske ihjel og få så lille en straf, siger hun til TV 2 Lorry.
Ro efter vidneudsagn
Lauritz vidnede selv i sagen i torsdags i sidste uge.
Efter at have vidnet gav det både Lauritz og hans mor en form for ro, efter den turbulente tid, de har gennemgået efter overfaldet, hvor Lauritz både brækkede næsen og fik hjernerystelse.
Det er endnu uvist, hvornår den 18-årige voldsmand vil få sin straf.