Nu kan Johnni dele sin strøm med naboerne: "Det er ligesom en forlængerledning"

Et energifællesskab i Hvidovre Kommune er opstået ud af ildsjæle og politisk enighed. 'Energifællesskab Avedøre' skaber grøn strøm til en stor del af kommunens beboere.

I Hvidovre Kommune skal et energifællesskab for lokale borgere, institutioner og virksomheder muliggøre, at hele Avedøre bliver selvforsynende med grøn energi.

- Idéen bag Energifællesskab Avedøre er, at vi får produceret så meget grøn energi, som vi kan, og får det fordelt mellem os bedst muligt, siger Anders Wolf (SF), borgmester i Hvidovre Kommune.

Johnni Andersen bor i Avedøredelen af Hvidovre, og han er medlem af energifællesskabet, der er det første af sin slags i Danmark.

Se hvad de gør i Hvidovre

I vores serie "Se hvad de gør" sætter vi fokus på, hvor vi kan blive inspireret af hinanden og hvornår ildsjæle, borgere og politikere får tingene til at gå op i en højere enhed.

Hans hus er udsmykket med solceller, og strømmen, de genererer, bruger han til sin elbil - og sender videre til sine naboer.

- Strømmen kan jeg sende ind til min nabo, ligesom hvis det var en forlængerledning, men gennem energifællesskabet, siger han. 

Johnni Andersen har været med i energifællesskabet fra start og har været med til at stifte det. 

- Det er spændende, simpelthen. Jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i noget nyt, siger han. 

Her kan du se vores indslag om Energifællesskab Avedøre

Grønt gymnasium

Den grønne energi fra solcellerne bliver delt rundt i hele Avedøre, forklarer Tina Cartey Hansen (K), der er formand for energifællesskabet. 

- Fordelen er, at vi sammen får sat solceller op for at producere grøn energi, og så kan vi dele den mellem os, uden at det behøver at komme ud på et kæmpestort net og koste alt for mange penge. Her får vi det produceret lokalt og brugt lokalt, siger hun. 

Udover Johnni Andersens tag har energifællesskabet blandt andet sat solceller op på taget af Enghøj Gymnasium i Hvidovre. 

- Det er fedt. Det er mega fedt. Det synes jeg virkelig, siger en elev om, at gymnasiet er en del af energifællesskabet. 

Tina Cartey Hansen håber, at energifællesskabet kan være med til at inspirere andre til at lave lignende tiltag, der passer til, hvor de bor, fortæller hun. 

- Om det så er i Danmark eller i resten af verden, siger hun. 

Det samme tænker Johnni Hansen. 

- Der er nogen, der skal tage det første skridt. Og så er der nogen, der træder efter, og så er der endnu flere, der træder ind. Og lige pludselig laver vi det hele som grøn energi, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik