Camilla har kun kort tid tilbage: Nu sælger hun ud for at hjælpe sin 7-årige søn
For fire år siden fik Camilla Rothmann konstateret uhelbredelig kræft. Nu sælger hun sit tøj og samler pengene ind, så de kan kommes hendes søn til gode senere i livet.
Hvad gør man, når man ved, at man skal dø. Når man ved, at man aldrig kommer til at se sin søn blive konfirmeret, blive voksen, blive gift.
Det spørgsmål har 40-årige Camilla Rothmann fra Solrød måttet stille sig selv, efter hun tilbage i december 2020 fik at vide, at hun havde udviklet uhelbredelig kræft i hjernen.
Et til fem år. Det var, hvad lægerne gav hende. Det er nu fire år siden.
Dengang var hun i sorg. I dag er hun afklaret.
Og så har hun nærmet sig svaret på, hvad man gør, når man ved, at man en dag kommer til at efterlade sin søn uden sin mor.
Man sælger ud. Fra sit klædeskab. Og gemmer pengene til sin søns fremtid.
- På den måde kan jeg jo blive ved at bidrage til hans liv, selvom jeg ikke længere er her, fortæller Camilla Rothmann til TV 2 Kosmopol.
Dybt taknemmelig
Det er i skrivende stund kun to dage siden, at Camilla Rothmann i et Facebook opslag inviterede til tøjsalg i privaten.
Opslaget har dog allerede modtagetmere end 1000 likes, og hun fortæller, at hun er blevet lagt ned af kærlige henvendelser.
- Jeg er fuldstændig overvældet over alle de reaktioner, jeg har fået. Jeg havde slet ikke regnet med det her. Jeg er blæst helt bagover, siger hun.
Foto: Camilla Rothmann
Flere spørger også efter, om de kan få lov at donere lidt penge. Mange mænd vil eksempelvis gerne støtte hende men har svært ved at se sig selv i hendes kjoler og stilletter.
- Det var jo slet ikke meningen. Jeg er dybt taknemmelig og rørt over den støtte, folk har vist.
Jeg er ikke bange for døden
De mange fine beklædningsgenstande skal ikke sælges for at få råd til lidt fornyelse i klædeskabet.
For selvom Camilla Rothmann er glad for at shoppe, så er det hendes søn Vilum på syv år, der fylder i hendes tanker og hjerte.
- Jeg er egentlig ikke bange for døden. Den har jeg affundet mig med. Den største sorg er, at jeg ikke kan være der for min søn gennem hans liv. At jeg kommer til at gå glip af alle de store øjeblikke, der venter ham i hans liv, fortæller Camilla Rothmann.
Foto: Camilla Rothmann
Derfor vil hun sætte pengene fra tøjsalget ind på en konto, som Vilum kan få adgang til når han bliver ældre.
- Jeg håber, det trods alt kan være med til at forsøde hans tilværelse en smule. Det handler jo om, at jeg gerne vil gøre ham glad og vise ham, at jeg stadig er her og tænker på ham. Jeg vil gerne, at jeg stadig er en del af hans liv, efter jeg er gået bort. Jeg har også tænkt, at jeg vil skrive nogle breve til ham. Men det er hårdere og sværere at komme i gang med.
Jeg har haft travlt
Det er ikke fordi, at Camilla Rothmann ikke allerede har gjort sit for at få det bedste ud af sin sidste tid med familien.
Tværtimod.
- Jeg har faktisk haft ret travlt, siden jeg fik at vide, at jeg skulle dø. Jeg har aldrig brudt mig om begrebet "bucketlist", men pludselig gav det faktisk mening at lave en, fortæller hun.
Derfor har hun henover de sidste fire år brugt både sin tid og sin opsparing på at nå alle de ting, hun drømte om.
- Vi har fløjet i luftballon, været i Disneyland, set fodbold i England og en helt masse andre fede ting. Jeg er faktisk lykkedes med at krydse rigtig mange ting af på den liste.
De sidste fire år er altså ikke gået med ingenting. Men de er gået.
Derfor ved hun også, at livet, hvis lægernes dom står til troende, nærmer sig sin slutning.
Så hun glæder sig over alt, hun har oplevet. Over den støtte hun har fået. Og over de mange positive henvendelser hun har modtaget i forbindelse med tøjsalget.
- Det får mig til at føle mig tryg ved den verden, jeg efterlader min mand og min søn i, fortæller Camilla Rothmann.