Kurt undrer sig: Hvorfor er der ikke pant på Cocio?
Det er efterhånden blevet en vane for mange at tage sine flasker og dåser med i pantautomaten. Men hvorfor er den klassiske kakaomælk ikke med i ordningen?
Flere af jer har gennem tiden delt jeres undren med os om, hvordan det kan være, at der ikke sidder et pantmærke på Cocio-flasker?
Kurt Larsen fra Amager er den seneste, som har stillet spørgsmålet til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os:
- Der er jo pant på alt andet, så hvorfor er der ikke på Cocio-flaskerne i en tid med fokus på klima og bæredygtighed? spørger han.
Nu skal det undersøges!
Vi er vant til at samle vores dåser, ølflasker og nu også juice- og mostflasker og få penge for dem i flaskeautomaten i dagligvarebutikken.
Nogle flasker og dåser - som dem fra Cocio - kan dog ikke pantes, og det er der en grund til.
Uden for virksomhedens hænder
Cocio har produceret kakaomælk til danskerne siden 1951. Virksomheden har fået spørgsmålet om manglende pantmærke så mange gange, at den skriver på sin hjemmeside, at den ingen indflydelse har på, om dens produkter skal med i pantsystemet eller ej.
Cocio forklarer på siden, at retursystemet ikke håndterer mejeriprodukter - som kakaomælk er - og at det er grunden til, at at Cocio-flaskerne ikke kan være med i det danske pantsystem.
Hvad der skal have pantmærke på er en politisk beslutning.
(Artiklen fortsætter under afstemningen.)
Pantordningen vokser
I 2020 udvidede politikerne pantordningen, så der også skulle pantmærker på emballager til juice og saft.
I den forbindelse undersøgte Miljø- og Fødevareministeriet muligheden for at inkludere emballager fra mælkeprodukter.
- Analysen fandt frem til, at der kan være hygiejnemæssige udfordringer med mælkeprodukter, når butikkerne skal opbevare de tomme og komprimerede emballager i deres lagerlokaler. Derfor blev mælkeprodukter som Cocio ikke omfattet af denne udvidelse af retursystemet, forklarer Miljø- og Fødevareministeriet til TV 2 Kosmopol.
Cocio-flasken kan godt genbruges
TV 2 Kosmopol har tidligere undersøgt gennem Spørg Os, hvorfor der ikke er pant på alt glas. Returpenge er ellers den mest effektive måde at få os til aflevere glasemballage til genbrug.
Også dengang spillede mulige hygiejneproblemer en rolle, men Miljø- og Fødevareministeriet forklarede også, at pantsystemet slet ikke er gearet til at håndtere al slags glas.
Det er blandt andet fordi det vil kræve en omlægning af hele pantsystemet - og ligesom Miljø- og Fødevareministeriet siger - vil madrester i glassene skabe hygiejneproblemer.
Selvom mælkeresterne i en Cocio-flaske forhindrer den i at få et pantmærke, er skaber de ikke problemer i containerne for brugte glas. Cocio-flaskerne er tværtimod meget velkomne der:
- Både genbrug og genanvendelse af glas til ny glasemballage er mindre miljøbelastende end fremstilling af helt ny glasemballage i langt de fleste tilfælde. Glasemballage fra eksempelvis Cocio indgår derfor i genanvendelsesprocesser, bare uden om pant- og retursystemet, hvis forbrugeren sorterer det korrekt som glasaffald, forklarer Miljø- og Fødevareministeriet.
Cocio på dåse
Cocio kan også købes på dåse, som vi kender det fra sodavand. Cocio-dåser har ikke pant-mærke af samme hygiejnegrund som flaskerne, men selve dåserne er værdifulde og skal sorteres til genbrug.
De tømte Cocio-dåser skal i affaldscontainerne til metal ligesom dåser fra madlavning
Kurt Larsen er glad for at have fået svar på sin undren:
- Det lyder jo fornuftigt. Så er der jo i hvert fald en årsag, siger han til TV 2 Kosmopol.
Tak til Kurt Larsen for spørgsmålet.
Hvis du også undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i Spørg Os boksen.