Kommune erkender: Bryder lov med åbne øjne
Stevns Kommune er klar over, at man bryder miljøloven, når det kommer til at beskytte drikkevandsboringer mod sprøjtegifte og pesticider.
Det siger formanden for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik, Flemming Petersen (V), til DR.
Den 1. marts næste år skulle kommunen senest have iværksat et forbud mod at sprøjte ved drikkevandsboringer. Men det sker først efter sommerferien, lyder det.
- Vi gør det med åbne øjne. Vi skal ud at skaffe konsulenter. Vi skal skaffe økonomi, og vi skal ud og beregne de her erstatninger. Vi kan simpelthen ikke nå det, siger han.
Stevns Kommune er ikke den eneste kommune, der ikke overholder tidsfristen, og det er miljøminister Magnus Heunicke (S) stærkt utilfreds med.
- Jeg synes, det er dybt skuffende, og jeg synes også, at det er at spille hasard med vores drikkevand. Der er ingen argumenter, der slår beskyttelsen af vores drikkevand. Der er ingen undskyldninger, der kan accepteres her, siger han til DR.