Oversigt

Seneste nyt

Teenager spyttede betjent i ansigtet

En ung mand er blevet sigtet for vold mod tjenestemand, efter han spyttede en betjent i ansigtet.

Den 18-årige mand risikerer nu en bødestraf.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Øst.

Episoden fandt sted ved Hårlev Station på Stevns sent lørdag aften.

- Vi fik en anmeldelse om nogle unge mennesker, der skabte utryghed omkring stationen, og da politiet ankom, forsøgte en person at flygte fra stedet, siger Lasse Jensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Han nåede dog ikke langt, før han blev indhentet af politiet.

- Da han blev løbet op, blev betjenten tildelt to spyt i hovedet, tilføjer han.

Den 18-årige mand, der stammer fra Store Heddinge, blev efterfølgende anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand.