Beboer til minister: ”Jeg vil se diget, før jeg tror på noget”
Borgmester og beboere tvivler på miljøministerens forsikring om, at digebyggeriet ved Jyllinge Nordmark snart kan gå i gang.
Miljømister Esben Lunde Larsens melding om, at der nu kommer skub i digebyggeriet ved Jyllinge Nordmark nord for Roskilde, får en lunken modtagelse blandt beboerne i området.
- Jeg vil se diget, før jeg tror på noget, siger Peter Larsen Lund, der ejer et hus i Jyllinge Nordmark.
Han var ligesom sine genboer plaget af oversvømmelser i forlængelse af stormen Urd, der rasede forleden.
- Det er positivt. Men jeg tvivler lidt, for der er ikke sket noget endnu, siger Mogens Hallander, der bor i Jyllinge Nordmark om ministerens taskforce.
Miljø- og Fødevarerminister Esben Lunde Larsen har afsat 23 millioner kroner ekstra til Natur- og Miljøklagenævnet. Pengene skal bruges til at fjerne den sagspukkel, som byggeriet af et dige ved Jyllinge Nordmark lige nu ligger i.
Vil have nyt setup
Problemet er bare, at Natur- og Miljøklagenævnet ikke er det eneste sted, diget skal behandles, før det kan blive til virkelighed.
- Staten skal køre forskellige perspektiver på en kystsikringssag samtidig, så man ikke først skal afklare en instans, inden man undersøger den næste, siger Joy Mogensen, borgmester i Roskilde, Soc.dem.
Beboerne i Jyllinge Nordmark har kæmpet for bedre kystsikring i flere år og er blevet ramt af oversvømmelser flere gange.
- Jeg kan se, at det, som de har lovet, ikke er tilstrækkeligt, fordi systemet stadig har de begrænsninger indbygget, som gør, at det kan tage år at få tilladelse, siger Kim Boddum, formand for grundejerforeningen, Bodshøjgaard.
I TV 2 Lorry gav miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen torsdag aften indtryk af, at diget takket være den nye taskforce kan stå klar inden næste vinter.
En blandt 60 sager
- Det, som jeg siger til kommunerne i både Roskilde og Egedal, er, at de allerførst i det nye år kan komme i kontakt med Kystdirektoratet. Så kan man gøre alt klar, så man kan gå i gang den dag, hvor Natur- og Miljøklagenævnet eventuelt afgør sagen positivt. Så kan man senest i efteråret 2017 - altså før nye storme - få etableret et nyt dige, sagde ministeren til TV 2 Lorry.
Borgmesteren i en af de berørte kommuner tvivler dog på, at den spådom holder stik.
- Det skal til at gå væsentligt hurtigere, for at det kan komme til at batte. Jeg mangler, at vi holder op med at tale om regler og paragraffer og får fokus på, at vi kan påbegynde digebyggeriet, siger Joy Mogensen til TV 2 Lorry i dag, fredag.
Diget ved Jyllinge Nordmark et blot en af 60 sager, som Natur- og Miljøklagenævnet mangler at se på.