Oversigt

Seneste nyt

- Det er rigtig, rigtig stort, siger musikanmelder om kommende koncerter

Ed Sheeran har fredag annonceret endnu en koncert i Tårnby.

Dermed kan de danske fans se frem til hele fire koncerter med musikeren på dansk jord i 2025.

Og det er ifølge chefredaktør og musikanmelder hos Gaffa, Ole Rosenstand Svidt, en mægtig nyhed.

- Det er rigtig, rigtig stort, fordi det er danmarksrekord, og det er yderst sjældent at en kunstner kan sælge så mange koncerter ud i træk et stort sted, siger han til TV 2 Kosmopol.

Ikke alle Ed Sheerans koncerter er udsolgt, men i Danmark blev alle billetter revet væk på få timer, da de første tre koncerter blev sat til salg, og det er der ifølge musikanmelderen en god grund til.

- Han laver nogle utrolig iørefaldende sange, som går rent ind og er nemme at synge med på. Og så tror jeg også at mange synes han er charmerende, sjov, selvironisk, ydmyg. Han virker ikke selvfed. Jeg tror, at danskerne godt kan lide en kunstner, der ser ud som om han kunne sidde på den lokale bodega og spille på sin guitar, siger Ole Rosenstand Svidt.

De første tre koncerter, hver med plads til 45.000 tilskuere, blev udsolgt på kun seks timer.

Da Ed Sheeran sidst gæstede Danmark i 2022, optrådte han for 160.000 mennesker henover fire aftener, hvilket, ifølge arrangørerne, var den største musikbegivenhed i dansk historie.

En rekord, der nu ser ud til at blive slået.