Oversigt

Seneste nyt

Glemt er corona og klima-skam: Københavns Lufthavne melder om vild rejselyst

13,8 millioner rejsende har i årets første halvår været igennem terminalerne hos Københavns Lufthavne A/S.

Det er 12 procent flere end samme periode sidste år, skriver selskabet bag Danmarks største lufthavn i en pressemeddelelse.

Den stigende rejselyst ses også på bundlinjen.

Selskabet har i første halvår af 2024 haft et overskud på 491 millioner kroner før skat, fremgår det ifølge en pressemeddelelse.

I samme periode sidste år var overskuddet før skat 108 millioner kroner.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet for det første halvår, hvor vi øger vores indtjening markant sammenlignet med sidste år, siger administrerende direktør Christian Poulsen i en pressemeddelelse.

- Det er nogle særdeles store rejsedage, vi allerede har haft i år, og de har betydet, at vi er kommet rigtig godt i gang med sommeren, som er den absolutte højsæson i lufthavnen, siger Christian Poulsen.

I løbet af første halvår er 34 nye ruter blevet åbnet, så der hen over sommeren er 293 ruter ud af København til 163 forskellige destinationer.