I knap 20 minutter har manden i sofaen nedstirret den gamle, slidte radiator i herbergets tv-stue.
Pludselig lægger han hovedet på skrå, viser tænder, springer op og knytter næven, mens han skriger til radiatoren, at den skal “holde sin kæft!”. Så får den det første slag.
Så ét til.
Bragene får personalet til at kigge ud gennem glaslugen.
- Jeg er ikke skør! Jeg er ikke skør! Jeg er ikke sindssyg! Jeg kan ikke gøre for det, råber han undskyldende og sætter sig ned igen.
I samme øjeblik træder endnu en ung mand ind i herbergets tv-stue. Det er ikke længe siden, at han stak af fra en ledsaget udgang på en psykiatrisk afdeling, og resterne af de stoffer, han har sniffet i de seneste timers frihed, sidder stadig i joggingtøjet.
Den nye gæst trigger noget i manden ved radiatoren, som nu råber, at han vil slås.
Der lyder et opgivende grin fra manden ved siden af ham:
- Det her er Sundholm i en nøddeskal. Jeg er så fucking træt af alle de syge hoveder.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Sundholm er Danmarks største herbergcenter for mennesker med psykisk sygdom eller misbrug. Oftest har de begge dele.
Her ligger blandt andet en natcafé, hvor hjemløse kan komme direkte fra gaden og få en køjeseng og en bid mad. Og så et plejecenter for ældre, psykisk syge misbrugere – eller ”endestationen”, som de kalder den.
Men den seneste tid har Sundholm fået en ny – og ufrivillig – rolle. Herberget er ifølge personalet blevet opbevaringssted for dem, der ikke er plads til i psykiatrien.
Og det skaber store udfordringer.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Personalet på Sundholm er nemlig ikke uddannet til at tage sig af svært psykisk syge mennesker, og nu er det nået et punkt, hvor det ikke længere ved, hvad det skal stille op.
For hvad sker der i en boble som Sundholm, når mere end 100 misbrugende og paranoide mennesker går tæt op og ned ad hinanden? Når halvdelen af brugerne, ifølge eksperter, burde være på en psykiatrisk afdeling?
Når psykoser, der skal behandles med ro, behandles med kram, kokain og kaos?
Og uforudsigelighed.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det har TV 2 sat sig for at undersøge. I to måneder har vi været fluen på væggen på Sundholm. For at møde dem, det hele handler om, men som vi sjældent hører fra.
Træet der er væk
Udenfor skinner solen. Himlen er blå, kokainen hvid, og bassen pumper på Sundholms udearealer, hvor en gruppe hjemløse har samlet sig.
Sprutflaskerne går på omgang, mens en pusher i en sort bil spejder efter nogen at sælge sine varer til.
En mand går rundt og prikker folk på skuldrene. Diskret, vil han nok selv mene:
- Har du metadon?
- Bare én metadon?
- Hvad med dig? Har du?
- Metadon?
Der bliver rystet på hovedet fra alle bænkene.
- Måske skulle man selv prøve at pushe det, hvisker en af de nyere brugere af Sundholm Lasse Borggren til en anden.
- Det lyder til, der er en forretning i det dér metadon.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Men midt i al virvaret sidder en mand med tårer i øjnene og forsøger at overdøve musikken.
Han ønsker ikke at få sit navn frem, da han ligesom mange andre på Sundholm er bange for at bringe skam over familien. Han har en dåseøl i hånden og noget vigtigt på hjerte, siger han.
Han peger på et træ, der ikke længere er der, og stiller så en opgave:
- Det var det smukkeste, gamle træ. Med den smukkeste krone. Hvorfor tror du, at der nu kun er en stub tilbage? Find ud af dét.
Svaret kommer vi tilbage til.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Formular
_
En dans i kviksand
Hvis de gamle mure på Sundholm – eller radiatorer – faktisk kunne tale, ville de formentlig fortælle historier om både kærlighed og tjenester, men også om afpresninger, økseoverfald, og om de forpinte mennesker, der har hængt i fingerspidserne fra Sundholms vinduesrammer på både anden og tredje sal.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det er mange forskellige mennesker, der finder vej til Sundholm.
Lige fra folk som Lasse Borggren, der har problemer med sin udlejer, til Tom, der begik sit første bankrøveri som teenager. En sjælden gang imellem dukker også nyskilte op, som står midt i en livskrise.
Men næsten alle har en traumatisk bagage med sig. Med konstante svigt og nederlag.
Det kan være mennesker, som er vokset op i alkoholhjem, eller som er vokset op med at blive slået. Nogle har været udsat for seksuelt eller psykisk misbrug. Nogle er kommet fra krig, andre har været børnesoldater.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
På Sundholm kan de få lov til at være dem selv, uden at nogen kigger skævt til dem. Her er ingen overvågningskameraer, men kram, kanyler og tillid fra personalet.
Det skaber ofte en rigtig god stemning.
Men det er også farligt.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
For Sundholm har ifølge personalet en slags kviksandseffekt. Og derfor sker det også ofte, at personalet nægter folk, som ikke har ramt bunden endnu, adgang. Simpelthen for at redde dem.
- Så siger vi: “Du skal ikke være her, for det er simpelthen et elendigt sted at komme hen, når du er i livskrise”. (...) Sundholm er ikke forsvarligt at sætte et psykisk sygt menneske i, siger Ole Helms, der arbejder som kontaktperson på Sundholm.
Oles survival tips
Sundholm kan nemlig være ret brutal.
Det er også derfor, at en af herbergets ældste beboere, Ole Køhler, har en række overlevelsesråd klar:
- Newcomers får sig lidt af et chok. Så til newcomers: Hold jer væk fra pusherne, find jeres egen rytme, lad være med at blive prakket noget på, og pas på jer selv – for der er ingen andre, der gør det.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ole Køhler lukker døren til sit værelse bag sig. Han er ikke meget for, at nogen kigger derind. Og slet ikke for, at nogen rører hans ting.
Han kan bedst lide struktur og ro. Det fik hans nye nabo også at mærke, da han flyttede ind:
- Jeg sagde bare, det er fedt, du bor ved siden af mig, men Gud nåde og trøste dig, hvis du spiller høj musik i hverdagen.
Naboen nåede kun at spille høj musik én gang efter klokken 22, så havde han ikke nogen radio mere.
- Der røg en økse igennem, griner Ole Køhler og fortsætter:
- Sådan en lille håndøkse, smask, så ødelagde jeg det lort. Kraftstejlme. Hvis du ikke kan høre, så må du sgu føle. Sådan er jeg selv opdraget, siger han og rejser sig.
Vi er gået ind i personalerummet – for netop at få ro – og bagerst i hjørnet finder Ole Køhler kassen med beslaglagte våben.
Han tager to knive op.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- Den dér, den er min. Hvis den bare bliver slebet, så kan den gøre seriøs skade. Ind mellem tredje og fjerde ribben, så er man færdig.
Under knive og skruetrækkere ligger også en dunk med salmiakspiritus:
- Der er kommet forbud mod, at vi har sådan noget her, for folk bruger det som våben. Folk har ligget i koma af at få det i munden, så jeg forstår udmærket godt personalet, det gør jeg. Personalet er det bedste ved Sundholm.
Ole Køhler sætter sig ned igen. Han tripper utålmodigt. Spørgsmålene skal være gode, gør han det klart. Ellers skrider han.
- Jeg har desværre nogle diagnoser, der kan gøre mig rigtig modbydelig. Det er ikke noget, jeg er meget for at snakke om, men du har spurgt pænt, og så har jeg sagt ja.
Han er 57 år og tørlagt alkoholiker ”med lidt smag for øl igen”. Og så har han skizofreni og mangel på empati, siger han.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det eneste, han ikke er ligeglad med, er hans familie:
- Men jeg knepper dem gang på gang. Hele det her år har jeg glemt deres fødselsdage, og det plejer jeg aldrig at gøre, siger han.
- De vil sælge deres foster
Han fik sin første kniv som 7-årig, og da han var 14, kastede familierådgiveren håndklædet i ringen.
- Hun sagde: ”Ole, vi kan ikke styre dig. Du må passe dig selv”. Og hvad gør sådan en som mig så? Yihaaaa, siger han med et smil, der hurtigt bliver alvorligt.
Han var kun 26 år, da han valgte af blive hjemløs. Han var træt af systemet, og det har kostet ham mange ture ind og ud af fængslet. Og ind og ud af psykiatrien. Engang endda med ankelkæder og armbånd.
- Jeg ville slå alt ihjel. Og det der med, at man kun må være fikseret i et døgn, den gjaldt sgu ikke for mig. For hver gang jeg blev sluppet fri, ville jeg slå psykiateren ihjel. Der havde jeg diagnosen paranoid skizofren. Det er en uhyggelig diagnose at have.
Første gang, Ole Køhler kom på Sundholm, var i 1994.
Derfor har han også set den forvandling, som Sundholm gennemgår:
- Det er fucked up. Alle ryger sten (kokain, red.), og stemningen er ondskabsfuld (…). De vil jo kraftedeme sælge deres foster bare for at få en sten.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Egentlig er det kun meningen, at herberger er til midlertidige ophold, men for John Frede, der bor lige over for Ole Køhler, er værelset nærmest blevet et permanent hjem.
Ligesom 6 procent af alle beboere på landets herberger, har han boet på Sundholm i mere end et år.
Simpelthen fordi kommunen ikke har fundet det rette tilbud endnu.
Men livet på Sundholm er langt fra nemt. Og slet ikke når man er nynazist, har rengøringsvanvid og afskyr narkomaner.
- Sundholm, det er det sidste sted, man skal komme til. Det sidste sted, siger han.
Han hiver et billede frem, der viser ham og hans mor. Hun kommer tit på besøg.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Han vil gerne flytte til et sted, hvor der ingen narkomaner er, men efter mange års venten, er håbet svundet ind:
- Det er synd for de mennesker, der bor her. Systemet behandler andre mennesker dårligt.
Og noget tyder på, at de kun får det dårligere og dårligere.
Ankommer med taxa i hospitalstøj
De seneste år er der sket en stor stigning i antallet af hjemløse med en psykiatrisk diagnose. I 2009 havde knap fire ud af ti hjemløse en psykiatrisk diagnose. I dag gælder det seks ud af ti, viser de seneste tal fra Analysecentret VIVE.
Men antallet af sengepladser i psykiatrien er ikke fulgt med.
Og det kan mærkes på Sundholm.
Særligt om fredagen oplever personalet, at stærkt psykotiske mennesker dukker op.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Nogen kommer endda med taxa fra de psykiatriske afdelinger til natcaféen, før at de overhovedet har fået deres hospitalstøj af.
- Det kan nogle gange godt lidt føles som om, at psykiatrien er ved at rydde op inden en weekend, siger Sara Schou, der har arbejdet på Sundholm i 12 år, og fortsætter:
- Det kan være mennesker, som er paranoide. De tror, at de arbejder for CSI, eller at de er dyr. Nogen har smurt deres krop ind i mel, går nøgne rundt, har spist af planterne i Natcafeen. Nogle gange kan man kigge ud og tænke: Altså, hvad foregår der?
For nogle måneder siden kom sågar en nøgen mand med en orange sarong svunget om sig, fire hunde i snor og en høne på skulderen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det Psykiatriske Gadeplansteam, som tilser psykisk syge hjemløse i København, sammenligner Sundholms Natcafé med en åben psykiatrisk afdeling. Og ifølge Sara Schou burde halvdelen af brugerne modtage psykiatrisk hjælp, men det gør de ikke:
- Det er rigtig hårdt. Vi er ikke psykiatere, vi er ikke psykologer. Det eneste, vi kan gøre, er at nusse dem på kinden, og det er bare ikke nok.
I det hele taget kæmper personalet med at få hjælp til alle de svært psykisk syge mennesker, der finder vej til Sundholm.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det oplever, at de hjemløse ofte ender mellem to stole, fordi psykiatrien kun vil behandle dem, hvis de ikke har misbrug, og kommunen kun vil behandle deres misbrug, hvis de ikke er psykisk syge, siger Sara Schou.
Og ofte ønsker de hjemløse slet ikke at blive indlagt.
For eksempel Ole Kaimer.
Hans negle er lange og håret vildt. Han kigger genert ned og begynder så at danse rundt i mørket, mens han trommer på sin sportstaske.
En uge forinden blev han tvangsindlagt, fordi han gik rundt i bare fødder, talte med fuglene og spillede på en ukulele uden strenge.
Men allerede få dage efter, var han tilbage igen.
Og sådan er det, stort set hver gang det lykkes personalet på Sundholm at få en forpint bruger indskrevet i psykiatrien. Indlæggelsen varer næsten aldrig mere end et par dage. Nogle gange kun et par timer, fortæller personalet.
Ole Kaimer er overbevist om, at Sundholm er et socialt eksperiment, et slags ”forsøgslab”, hvor det handler om at få så mange indlagt i psykiatrien, som muligt.
Han kan ikke se, hvad hans egen tvangsindlæggelse skulle gøre godt for:
- Ja, interiøret var fint. Jeg så det mest som et kurophold, noget afslapning, siger han.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ovre i herbergets bygning 24 er topscoreren for Sundholms hjemløsefodboldhold, Ruzdi, tidligt oppe. Han småløber nynnende ned ad trappen og fortsætter over mod natcaféen, hvor han har sit hævekort låst inde i et skab.
- Ja, det ligger lige dér. Guldkortet! Det er guldkortet! griner han stort.
Det er pengedag.
Og flere har allerede været nede for at hæve hele kontanthjælpen, da den blev frigivet klokken 3. Og nu er der tændt op i de helt store morgensmøger.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ruzdy har været institutionsbarn hele sit liv, så derfor har han brug for en ”voksen” til at hjælpe med for eksempel dankort, fortæller han:
- Det kan godt være, at det lyder lidt underligt, men sådan er det altså.
20 minutter efter hæver han 5000 kroner. 1000 af dem bruger han på 2 gram kokain, som en tilfældig pusher sælger ud af bilruden.
Og så kan turen hjem til Sundholm ikke gå hurtigt nok.
Han havde egentlig overvejet at koge kokainen, men nej.
- Det ryger sgu direkte i årerne. Det vil jeg skide på, siger han beslutsomt.
De første to til tre dage efter pengedag er stemningen i top. Men derfra går det kun én vej.
Ned ad bakke
Så begynder nemlig gældsopkrævningen, overfaldene, voldtægterne og prostitutionen, siger Ole Helms:
- Og det er helt vildt trist at overvære, fordi det foregår blandt mennesker, man jo egentlig holder af.
Gloria Lerborg er en af de kvinder, der på grund af sit alkoholmisbrug og sin alder er ekstra udsat på Sundholm.
Hende finder personalet i en hæk, hvor hun ligger og ømmer sig.
Hun er blevet frarøvet sin telefon og sin alkohol. En anden beboer på herberget har brækket hendes kraveben, skulder og arm, og så har hun fået et brud i kraniet.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Nogle dage senere går det ud over en ny kvinde. I en ny hæk. Hun bliver trampet i hovedet.
Og der er flere årsager til, at miljøet er blevet så barskt.
Seks gange i døgnet
Engang blev der nemlig stort set kun drukket alkohol eller røget hash på Sundholm. Nu ryger alle kokain, fortæller Sara Schou.
Samtidig med, at der går langt flere mennesker rundt med ubehandlede psykoser.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det er en farlig cocktail, og en af årsagerne til, at Sundholm i gennemsnit tilkalder politiet mere end seks gange i døgnet.
Det viser statistik fra Københavns Politi.
Det er blandt andet i receptionen på herberget, at personalet ofte må tilkalde assistance.
Som for eksempel den aften en mand med sort læderjakke og tatoveringer i ansigtet pludselig dukkede op.
- Min plan var at slå nogle stykker ihjel
I sin inderlomme har han en lang kniv.
- I må hjælpe mig. Jeg er bevæbnet, og min plan er at slå nogle stykker ihjel, siger han stille.
Det er den slags episoder, som personalet oplever oftere og oftere. At ubehandlede psykisk syge mennesker når helt derud, hvor de potentielt er til fare for sig selv eller andre.
Og i værste tilfælde ender som retspsykiatriske patienter.
Personalet får overtalt Peter Pedersen til at aflevere kniven, og et kvarter efter står han med spredte arme og ben og bliver lagt i håndjern af politiet.
- Been there, done that, sukker han, inden at han bliver ført ned i en politivogn og kørt til en psykiatrisk skadestue.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Men det skal vise sig, at trusler om at dræbe nogen ikke er nok til at få den psykiatriske behandling, man har krav på.
Også Kenni Pedersen, der har levet på gaden i mere end 13 år, har været tvunget til at gå til stregen – og over – for at få den psykiatriske hjælp, han har brug for.
Han sidder ved en bænk foran Natcaféen og sukker over, at han nu skal tilbringe endnu en nat i en køjesengssal, hvor man aldrig ved, hvad der sker.
Nogle sidder allerede op og sover derinde.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Andre kan ikke finde ro.
Kenni Pedersen er paranoid skizofren med psykopatiske tendenser, og da han for nogle måneder siden ikke kunne få hjælp, tog han en hobbykniv og truede med skære sin hovedpulsåre over, fortæller han.
Dét sikrede ham en varm seng i psykiatrien. Men tre dage senere blev han udskrevet til gaden.
Han føler aldrig, at der er nogen, der rigtig er interesseret i at samle ham – eller de andre hjemløse på Sundholm – op. Og det er hårdt, fortæller han:
- Når man først er på Sundholm, kommer man kraftedeme aldrig nogensinde væk herfra.
En ingentingstrategi
Personalet på Sundholm gør ellers alt, hvad det kan for at hjælpe brugerne videre. Men det er ikke let, siger det.
Ovre på herberget er der stor uenighed på personalets morgenmøde.
På Sundholm får hver borger en kontaktperson ved indskrivning, og den kontaktperson hjælper med at udarbejde strategier til, hvordan man kan hjælpe den hjemløse videre.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Men nu er en strategiplan så spektakulær, at den giver anledning til bekymring.
I strategien står, at personalet ikke må gøre noget over for den mandlige beboer. Personalet må ikke kigge på ham, ikke tale til ham. Man må ikke banke på hans dør, og man må ikke åbne den, da han truer med at slå personalet. Sidst at en ansat slukkede et stearinlys på hans værelse, truede han med at skære halsen over på ham.
- Men man skal da kunne sige ting uden at få at vide, at man bliver slået ihjel, er der en ansat, der udbryder.
Men hvad er alternativet, spørger en anden?
Kun to dage efter, at Peter Pedersen blev lagt i håndjern og kørt til en psykiatrisk skadestue, fordi han havde tanker om at slå nogen ihjel, er han tilbage på Sundholm.
- Egentlig burde jeg jo være på den lukkede. Jeg er erklæret psykopat jo, siger han.
I mange år er Peter Pedersen røget ind og ud ad psykiatrien, fordi der ifølge ham er ”nada hjælp at komme efter”. Han synes snart heller ikke, at der er meget at leve for.
Hans hænder er krogede og vidner om alle de slåskampe, han har deltaget i. Det var hans stedfar, der lærte ham, hvordan man er brutal. På den hårde måde, fortæller han.
Det allersværeste var, da hans kone døde. Det glemmer han aldrig. Det er hendes navn, han har fået tatoveret i ansigtet. Hendes øjne "slukkede bare".
- Jeg har mistet begge mine brødre. Og så er der bare mig. Og min mor er senildement, så hvad har jeg tilbage? Ikke en skid. Jo, de her. Det er, hvad jeg har tilbage, siger han og knuger sin øl.
Han har før været ved at hoppe ud fra vinduet, som er lige oven over ham, og han kunne godt finde på at prøve igen, siger han:
- Jeg har altid godt kunnet tænke mig at prøve at flyve.
Hvem dør næste gang?
Ude foran natcaféen ligger en buket blomster og en dåseøl.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Den er til minde om en vellidt grønlandsk mand, som er gået bort. Ved bordet på den anden side af vejen sidder hans venner og taler sammen på grønlandsk. Men ikke kun om minder:
- Det er trist, men vi sidder faktisk tit og gætter på, hvem der dør næste gang, siger Margrethe, der bor på Sundholm med sin voksne datter.
Træstubben
Dengang Ole Køhler først kom på Sundholm, vejede han over 90 kilo. Nu kæmper han med at holde sig over de 70. Han har fået kræft, og kemoterapien tager hårdt på ham.
Men kræft er ikke den eneste nye diagnose, som Ole Køhler har fået tildelt.
- Jeg har fået en diagnose, der kun eksisterer på Sundholm, og den hedder Sundholms-træt. Både min psykolog, min kontaktperson og jeg er rørende enige om, at jeg skal til at komme væk herfra.
Ole Køhler har længe gået med selvmordstanker, men han har lovet sin familie, at han ikke vil tage sit eget liv på Sundholm. Som mange andre har gjort det før ham.
Efter sigende også i det træ, der ikke er der mere.
For nu er vi tilbage ved manden på bænken, der havde noget vigtigt på hjerte om det smukke træ, der nu er en stub.
Tårerne triller ned ad hans kind, da han kommer til sin pointe:
- Folk fra kommunen kom og fældede det fucking træ. De fældede det. De spurgte ikke, hvorfor folk hængte sig i det. De fjernede det bare. Som om problemet så var løst.
- Det er sådan, det er at være os.
