Sammen med snebygerne vil vinden friske op, og selvom temperaturen er et par grader over frysepunktet, inden snebygerne sætter ind, vil størstedelen af nedbøren falde som sne.
Det kan dog ikke udelukkes, at noget af nedbøren begynder som slud eller regn for derefter hurtigt at slå over i sne.
I forbindelse med snebygelinjen kan der falde mellem 1 og 4 centimeter sne, hvor der kommer mest, men det er ikke alle områder af bygelinjen, hvor nedbøren er lige intens. Derfor vil man kunne opleve ganske store forskelle i mængderne af sne – selv inden for relativt kort afstand.
I kølvandet på linjen af snebyger klarer det igen op, men der vil derefter komme lokale snebyger.
Samtidig blæser det op fra nordvest, og vindstødene kan nå kulingstyrke mange steder. Kombineret med temperaturer på omkring frysepunktet, vil det føles meget koldt, hvis man skal opholde sig udendørs lørdag aften og natten til søndag.