Mike Fonseca kan ikke se, hvad han har gjort forkert

Spytklatter, tilråb og dødstrusler. Løsgænger Mike Fonseca taler ud om sit forliste forhold til Moderaterne og livet som "dømt" politiker.

Mike Fonseca havde netop skrevet under på grundloven, da han sammen med sin mor, far og mormor mødte Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, i den store vandrehal på Christiansborgs første sal.

De hilste og smilte, og da Lars Løkke Rasmussen vendte sig om mod TV 2s kamera, havde han kun ros tilovers for det yngste medlem af sin nye folketingsgruppe.

- Han har gåpåmod, ægthed og naturlighed. Og han kommer med en baggrund som sygeplejerske og deltidsbrandmand, så han ved også noget om kriser in real life, og det kan man godt tage med herind, sagde Lars Løkke Rasmussen med et stort smil.

At Moderaterne og Mike Fonseca præcist et år senere ville blive ramt af en sag om et kæresteforhold til en 15-årig pige, var dog næppe sådan en krise, som Lars Løkke Rasmussen havde i tankerne den dag i november 2022.

quote Hvad har jeg gjort dig?

Mike Fonseca

I dag er det snart otte måneder siden, at Mike Fonseca forlod Moderaterne, og hele Danmark blev klar over hans kærestes alder.

Det gør stadig ondt på ham at tænke tilbage på, hvad der er sket.

Det fortæller der 29-årige folketingsmedlem fra Køge, da TV 2 en dag sidst i juni møder ham til en snak om at være løsgænger og udstødt af Moderaterne.

- Jeg føler mig utroligt privilegeret over at være folketingsmedlem. Men det har også været hårdt. Der har ikke været fokus på den anden side af historien. Der har ikke været nogen, der lyttede til mig. Det er svært ikke at føle sig hørt, siger Mike Fonseca.

TV 2 møder ham i samtaleværelset på Christiansborg. Det var lige uden for det lokale, at Lars Løkke Rasmussen lige efter valget roste Mike Fonseca til TV 2s kamera.

Er det smertefuldt at tænke på Moderaterne?

- Du tager nok ikke fejl. For mig handler det om, at jeg ikke kan blive ved med at hænge i fortiden. Jeg er nødt til at komme videre på en eller andet måde, siger Mike Fonseca.

Men det er ikke så let.

Savner fællesskabet

Folketingskarrieren begyndte ellers ”fantastisk”, som Mike Fonseca selv udtrykker det.

Fra at have arbejdet som brandmand og sygeplejerske sad han pludselig i folketingsgruppen for et regeringsparti.

Her fik han indblik i, hvad regeringen arbejdede på. Han gik til møder i ministerierne. Og som Moderaternes ordfører for indenrigs- og ældreområdet samt beredskabet følte Mike Fonseca, at han havde noget at skulle have sagt og var med helt tæt på, hvor de store beslutninger træffes.

quote Det hele eksploderede, og jeg var rigtig bange

Mike Fonseca

Sådan er det ikke helt længere. Kontrasten til nu at være løsgænger og forvist til et kontor helt ude på Christiansborgs fjerneste afkrog, ridebanen, er stor.

- Jeg savner fællesskabet og det at stå i samlet flok og være med til at hjælpe den danske befolkning. At kunne løfte i flok i stedet for at kæmpe alene, siger Mike Fonseca.

Og årsagen til, at det er endt sådan, er der kun en forklaring på. Mike Fonseca indledte sidste år et kæresteforhold til en pige, der gik i 8. klasse.

Han mener, at sagen er privat. At den intet har at gøre med hans politiske virke. Og at han for øvrigt har sagt rigeligt til pressen om den.

Men Mike Fonseca er blevet politikeren med den unge kæreste. Og hans privatliv og politiske karriere kan ikke adskilles. Heller ikke i dette interview.

Nægter at opgive mandat

Hans nu tidligere partiformand, Lars Løkke Rasmussen, forsøgte ellers at adskille hans privatliv og politiske karriere, da nyheden om kæresteforholdet kom ud i offentligheden i november sidste år.

Men det var på en helt anden måde, end Mike Fonseca ønskede det.

En tydeligt forarget Lars Løkke Rasmussen sagde til TV 2, at det at være kæreste med et barn, var ”totalt uforeneligt” med at være politiker i Moderaterne.

Og Løkke fortalte også, at han i et ”meget, meget langt møde” havde forsøgt at få Mike Fonseca til helt at træde ud af Folketinget og dermed overdrage sit mandat til Moderaterne.

Det afviste Mike Fonseca dog.

- Jeg er valgt, fordi jeg har gjort noget godt. Derfor kæmper jeg videre for de områder, som jeg tror på, siger Mike Fonseca i dag.

Men med 505 personlige stemmer fik du et af de absolut laveste stemmetal og var aldrig kommet ind, hvis ikke det havde været for Lars Løkke Rasmussen. Så ville det ikke være fair at overdrage mandatet til Moderaterne?

- Der skal man kigge lidt større på det. Jeg er ikke den første, der er uden for folketingsgrupperne.

Det er vel ikke det bedste argument at sige, at der også er andre, der har gjort det?

- Næ, det er det nok ikke. Men jeg valgte at tage den mulighed, som jeg har fået.

Mike Fonseca har som løsgænger en anden rolle, end da han sad i et regeringsparti. Men han føler sig langt fra overflødig, og han bruger meget tid på at læse lovforslag og deltage i debatter i Folketingssalen, fortæller han.
Mike Fonseca har som løsgænger en anden rolle, end da han sad i et regeringsparti. Men han føler sig langt fra overflødig, og han bruger meget tid på at læse lovforslag og deltage i debatter i Folketingssalen, fortæller han.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er imidlertid svært som løsgænger at rykke det store politisk. Mike Fonsecas mandat er ikke for alvor vigtigt for regeringen, og han bliver ikke inviteret til de store politiske forhandlinger.

Alligevel føler han, at han gør en forskel. Han nævner med stolthed, at han har fremsat et beslutningsforslag om at ændre kravene til det kommunale redningsberedskabs reaktionstider.

quote Jeg var nok for hurtig på aftrækkeren

Mike Fonseca

Det er ikke færdigbehandlet endnu, men forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har udtrykt sig positivt, og Mike Fonseca mener, at det vil komme til at gøre en stor forskel for både borgere og brandmænd.

En redningskrans ud i ingenting

Men Mike Fonseca forsøgte faktisk at undgå tilværelsen som løsgænger allerede samme dag, som nyheden om hans kæresteforhold kom ud.

I et interview med TV 2 friede han til både Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance, men det gik nok lidt for hurtigt, erkender han i dag.

- Lige i den situation var jeg maks presset. Det hele eksploderede, og jeg var rigtig bange. Det var at kaste en redningskrans ud, men jeg skulle nok lige have set tiden an, siger Mike Fonseca.

Virker det ikke lidt desperat at bejle til partier, som spænder så bredt lige fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance?

- For mig handlede det om, at det altid er mere interessant at være en del af en gruppe frem for at være uden for.

Der var dog ingen af de tre partier, der ville have Mike Fonseca. Begrundelsen fra dem alle var kæresteforholdet. Privatliv og politik kunne ikke adskilles.

Et anstrengt forhold

Når Mike Fonseca i dag færdes på Christiansborg som løsgænger, føler han sig godt tilpas.

Han fortæller, at Folketingets medarbejdere og formand Søren Gade (V) har taget sig godt af ham. Og han har fået plads i sundheds- og forsvarsudvalgene, hvor han føler, at han kan gøre en forskel politisk.

Langt de fleste folketingsmedlemmer har Mike Fonseca det også fint med, selvom nogle har taget moralsk afstand fra hans kæresteforhold.

Der er dog især to personer, som det er tydeligt at mærke, at Mike Fonseca ikke bryder sig om at snakke om.

quote Jeg er forelsket i et menneske, som havde en alder, jeg ikke forelskede mig i

Mike Fonseca

Den ene er Lars Løkke Rasmussen, som på tv tornede mod Mike Fonseca og smed ham ud af Moderaterne.

Den anden er Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, som i et harmdirrende Facebook-opslag kaldte Fonseca for ”klamme Mike” og beskyldte ham for at have brugt sin ”status og erfaring til at forføre et barn”.

Mike Fonseca er ikke meget for at fortælle, hvad der sker, når han møder Lars Løkke Rasmussen og Monika Rubin på Christiansborgs gange.

- Jeg ser dem. Hvis jeg støder ind i dem, siger jeg hej.

Siger de hej til dig?

- Det har jeg ikke bemærket. Nogle gange kan man hurtigt gå forbi hinanden. Vi har allesammen travlt. Det har jeg ikke nogen kommentar til sådan umiddelbart.

Det var jo en krads kritik, de gik ud med om dig?

- Man skal holde igen med at udtale sig på mine vegne.

Kan du forstå reaktionerne, som dit forhold har affødt herinde på Christiansborg?

- Jeg ved ikke, om jeg bør sige det, men det virker også lidt hyklerisk på en eller anden måde, når loven er, som den er.

Fortryder indblanding i Jon Stephensens sag

Mike Fonseca har dog også selv blandet sig i en kollegas sag, selvom loven ikke var overtrådt.

Da han i begyndelsen af 2023 stadig var medlem af Moderaterne, kommenterede han som en af meget få TV 2s afsløring af, at hans daværende partifælle Jon Stephensen havde sendt en besked til en 19-årig kvinde fra ungdomspartiet, som hun oplevede grænseoverskridende.

Han kaldte sagen et ”bål, der bliver ved med at brænde” og sagde, at det skyggede for Moderaterne og regeringens politik.

- Jeg var nok for hurtig på aftrækkeren, men jeg kan ikke gøre det om, siger Mike Fonseca i dag om sin indblanding i sagen.

Minder om livstidsstraf

Uden for Christiansborg i den danske befolkning er der også mange, der har haft en holdning til Mike Fonsecas kæresteforhold.

quote Jeg har også gjort mig overvejelser om at stille op i kommunalpolitik

Mike Fonseca

Heller ikke her har det været muligt at adskille politik og privatliv.

Forstår du, at nogle finder det moralsk anstødeligt, at du er kærester med et barn?

- Jeg forstår godt reaktionen og mavefornemmelsen. Men jeg er forelsket i et menneske, som havde en alder, som jeg ikke forelskede mig i. Hun holder også af mig, og vi har det godt, siger Mike Fonseca.

Han fortæller, at han er blevet spyttet efter i sin hjemby, at folk har overfuset ham, at nogle har råbt "pædofil" efter ham, og at han har modtaget utallige dødstrusler.

- Jeg har fået livstid eller dødsstraf, hvor andre har fået en parkeringsbøde, siger han.

Forstår og accepterer du, at man som politiker også bliver bedømt på sin personlige dømmekraft?

- Jeg kommer nok til at spørge, hvad det er, jeg har gjort. Helt konkret. Hvor har jeg udvist dårlig dømmekraft politisk? Det kan jeg ikke få øje på selv.

Det er jo ikke politisk, men personlig dømmekraft?

- Jeg kan godt forstå, at folk kan have en holdning til, at det var dårlig dømmekraft. Ja, okay. Undskyld. Men hvad har jeg gjort dig? Det er ikke noget, jeg kan svare på. Det menneske, jeg er sammen med, holder jeg af. Og jeg holder samtidig af at være i politik.

Overvejer kommunalpolitik

Det kan dog blive svært for Mike Fonseca at fortsætte med at være i landspolitik.

Som løsgænger bliver han næppe genvalgt, og intet tyder på, at andre partier vil røre ham. Han overvejer derfor at gå andre veje.

- Jeg har også gjort mig overvejelser om at stille op i kommunalpolitik. Det kunne være, at jeg kunne skabe forandringer herinde, som jeg kunne følge op lokalt, siger han.

Der lader dog fortsat til at være et stykke igen, før vælgerne har glemt historierne fra hans privatliv.

Hvad vil du sige til dem, der læser den her artikel og tænker, at du er klam?

- Så vil jeg invitere dem på en kop kaffe, en tur nede på stranden eller en tur på Christiansborg, så de kan møde mig og hilse på mig. Se mig i øjnene. Få den der følelse af, hvem jeg er.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik