Sygeplejerske raser efter lovindgreb – opfordrer til at nedlægge arbejdet
Onsdag aften stoppede regeringen sygeplejerskernes strejke, og nu opfordrer sygeplejerske til at tage drastiske midler i brug.
Det falder mildt sagt ikke i god jord, at Folketinget fredag vedtog et lovindgreb, der ender sygeplejerskernes historisk lange strejke.
Luca Pristed, der er sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, vil ikke finde sig i regeringens indgreb.
- Vi er rasende, og vi er på vej væk fra faget. Jeg gider ikke være sygeplejerske mere, når vi bliver behandler med så manglende respekt fra regeringen, siger han til TV 2.
Foto: Screendump / TV 2
Sygeplejersken, der er aktiv i Dansk Sygeplejeråd og har været tydelig i løndebatten, mener, at det er kommet så langt ud, at det næste skridt er at nedlægge arbejde.
- Det vil ikke holde mere end 24 timer, fordi det hele vil brænde sammen, og jeg ved godt at man føler, at det vil gå ud over patienter. Hvis vi gjorde det her, ville der ikke gå mere end 24 timer før vi var tilbage på arbejde med det, vi vil have.
Den danske model har spillet fallit
Med lovindgrebet kan sygeplejerskerne se frem til en lønstigning på fem procent over tre år.
Desuden nedsættes en lønkomité, som skal kulegrave sygeplejerskernes løn og sammenligne den med andre brancher.
Sygeplejerskerne nåede at strejke i mere end to måneder, inden regeringen trådte til.
Luca Pristed fremhæver, at sygeplejerskerne fik ”masser af klapsalver” under pandemien og nedlukningen af Danmark, men når de beder om mere i løn, så bliver der ikke klappet i hænderne fra regeringen.
Han mener, at den danske model ”har spillet fallit”.
- Vi kan se, at den ikke virker, når vi har et redskab, der er at strejke, og når vi så strejker, og det begynder at gøre ondt, så kommer der et lovindgreb, siger han.
Udskudte operationer skal genoptages
Strejken har resulteret i, at 35.500 operationer er blevet udskudt landet over. Det oplyser Sundhedsstyrelsen til TV 2.
Mange sygeplejerske skal nu afholde ferie efter strejken, og det betyder, at der er mindre personale til alle de operationer, der nu skal genoptages.
- Jeg tror, jeg taler for mange sygeplejersker, når jeg siger, at vi ikke har tænkt os at arbejde hårdere og arbejde ekstra. Tværtimod er vi blevet opfordret af vores fagforening til at nægte ekstravagter og overtid.
Formand i Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen har til TV 2 kaldt regeringens indgreb for "en kold klud i ansigtet".
- Der er jo meget på spil i det her, og regeringen skulle hjælpe os med at finde løsninger på den her konflikt, og det har den ikke gjort, siger hun.