Tour-starten i 2021 rykkes en uge frem, bekræfter UCI
Tour de France-starten i 2021 rykkes til en uge tidligere, end hvad det tidligere har været planlagt for ikke at karambolere med OL.
Der er mere og mere, der tyder på, at Tour de France alligevel ikke starter i Danmark i 2021.
Den internationale cykelunion, UCI, har netop annonceret, at Tour de France-starten næste år bliver rykket til en uge tidligere. Det betyder, at løbet nu køres fra 26. juni til 18. juli.
Det skriver UCI på sin hjemmeside, der har offentliggjort en revideret cykelkalender for næste sæson.
Tour de France var ellers sat til at starte 2. juli 2021 i Danmark, men Tour de France-organisation ASO har forespurgt København om muligheden for at flytte løbet, så det ikke karambolerer med OL, der starter 23. juli. Dette har København ikke kunnet imødekomme, da det så ville ramle sammen med det danske EM-værtsskab i fodbold.
Om den nye dato fortsat betyder, at starten går i Danmark er endnu uvist.
TV 2 SPORT har været i kontakt med over overborgmesterens sekretariat, men de henviser til Frank Jensens tidligere udtalelser og har ikke yderligere kommentarer. Frank Jensen selv har heller ikke mulighed for at udtale sig.
TV 2 Lorry har været i kontakt med direktøren for Grand Depart Copenhagen, Alex Pedersen, der oplyser, at der for nuværende ikke er noget nyt om forhandlingerne med A.S.O.
Forhandlede om udsættelse
Frank Jensen bekræftede dog i slutningen af sidste uge, at man forhandlede med organisationen bag Tour de France, ASO, om at udsætte den danske Tour-start.
Derfor har man forsøgt at få den danske start udskudt, så man kan husere det franske etapeløb på et senere tidspunkt.
Hvis det hele går igennem, kan det betyde, at Tour-starten i Danmark rykkes til 2022.
- Vi er der, hvor vi må sige, at det bliver svært at få presset det ind i 2021, og så er det, at 2022 er kommet ind i billedet. Vi har ikke truffet nogen beslutning endnu, siger Frank Jensen til TV 2.
Udsættelse kan være en fordel
Efter planen skal Touren starte med en prolog i Københavns gader efterfulgt af to landevejsetaper. Derfor kan tempostærke ryttere drømme om den gule trøje med et godt resultat på prologen.
Derfor vil en eventuel udskydelse af starten i Danmark ikke nødvendigvis være negativ, mener TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.
- Hvis man ser helt nøgternt på det, kan man sige, at en rytter som Mikkel Bjerg, som kører en vanvittig god enkeltstart, i dette tilfælde et år mere til at falde på plads på World Touren.
Regionen Bretagne har tidligere udtrykt ønske om at få Tour-starten, den såkaldte Grand Depart, i 2024 eller 2025. I sidste uge skrev et fransk medie, at ASO havde forhørt sig, om de kunne stå klar og være plan-B.