Vidner har set "to mørkklædte mænd" løbe fra rockerborg efter eksplosion, fortæller politiet
Politiet søger vidner, som har set eller hørt noget.
Københavns Politi har indledt en massiv efterforskning efter en eksplosion ved rockergruppen Hells Angels' klubhus tidligt lørdag.
Politiinspektør Trine Møller fortæller til TV 2, at flere vidner allerede har meldt sig:
- Vi har nogle vidner, som efter eksplosionen har set to mørkklædte personer løbe fra Svanevej i retning mod Ørnevej.
Københavns Politi efterforsker eksplosionen som en bevidst handling og et led i den aktuelle bandekonflikt mellem Hells Angels og Loyal to Familia.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Presse-fotos.dk
Søger flere vidner
Ifølge Trine Møller kunne vidnerne ikke fortælle yderligere om de to mørkklædte mænd, de så løbe fra gerningsstedet.
Hun opfrodrer alle, der ligger inde med viden, til at henvende sig.
- Har nogen set noget både før, under eller efter, er vi meget interesseret i at høre fra dem ved at ringe 114 eller gå ned på den lokale politistation, siger hun.
Københavns Politi har åbnet en mobil politistation på Lyngsies Plads i nordvestkvarteret efter eksplosionen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Tydelige ødelæggelser
Det er endnu for tidligt for politiet at fortælle, hvad der har forårsaget eksplosionen, og hvor stor den var.
- Teknikerne arbejder nu, og når deres undersøgelser er færdige, vil vi fremlægge, hvad der er sket, siger Trine Møller.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
TV 2 har talt med flere beboere i området, som beskriver, at der lød et voldsomt brag omkring klokken 5.30.
- Jeg lå i sengen og sov, men vågnede ved et ordentigt brag. Man kunne mærke det i bygningen, og vinduerne blafrede, fortæller Malene Madsen til TV 2.
Samtidig viser billeder fra stedet tydelige ødelæggelser på HA's klubhus. Blandt andet er vinduer smadret, og et skilt med teksten "Hell Angels Copenhagen" er ødelagt.