Bag afspærringen står Bente med et bedrøvet udtryk og betragter sit udbrændte hjem, mens det rives ned
De nu tidligere beboere i den udbrændte etageejendom i Vanløse står tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål trods et informationsmøde søndag formiddag.
Bag politiets afspærring står Bente Bang med et bedrøvet udtryk og ser på den brandtomt, der i fredags udgjorde hendes hjem.
Søndag er der ikke meget tilbage af bygningen, og inden længe vil det hele være væk. Den udbrændte etageejendom kan ikke reddes og skal jævnes med jorden.
Minderne kan man dog ikke tage fra Bente Bang og de andre nu tidligere beboere.
- Jeg ved slet ikke, hvad jeg tænker. Det er simpelthen bare så ubegribeligt, at det, der var rammen om så mange menneskers liv for et øjeblik siden, nu bare er en bunke, siger hun til TV 2 Lorry.
Lørdag aften var branden, der brød ud fredag eftermiddag, under kontrol. Siden begyndte nedrivningen af dele af bygningen, fordi der var stor fare for, at den ellers vil styrte sammen. Søndag blev det så besluttet, at hele den sammenhængende ejendom skal rives ned.
Reddede katten, men mistede alt andet
Selv var Bente Bang hjemme i sin lejlighed, da branden brød ud. Og det er hun glad for, for ellers havde hun næppe fået familiens kat med ud.
- Det første, jeg tænke, var, at vi skulle have vores kat med ud. Men dens transportkasse var nede i kælderen, så jeg løb ned efter den, siger hun.
Katten fik hun med ud. Men alt det andet måtte hun og samleveren i al hast efterlade i den brændende bygning.
- Vi er jo så gamle, at vi har billeder i ringbind af mine børn, da de var små. De billeder havde jeg drømt om at give til dem, når de selv engang får børn. Og så er der minderne fra mine afdøde forældre, siger Bente Bang.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Lorry
Spredte sig hurtigt
Boligkomplekset på hjørnet af Grøndals Parkvej og Godthåbsvej brød i brand fredag eftermiddag, da tagkonstruktionen i en af opgangene antændte.
I løbet af ganske kort tid havde branden spredt sig over taget til hele ejendommens 15 opgange. Resultatet blev, at alle beboere blev evakueret, mens ejendommens 90 lejligheder alle gik til i de voldsomme flammer.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men eksperter har påpeget, at brandsikkerheden i tagkonstruktionen tydeligvis ikke har levet op til kravene i loven.
Tim Ole Simonsen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab, er dog ikke helt klar til at pege fingre af bygningens brandsikkerhed endnu.
- Det ved vi ikke endnu. Vi skal jo kikke ind i, hvordan bygningskonstruktionen har været. Der er jo ingen tvivl om, at der her er sket noget, der ikke skal ske. Man skal være sikker i sin bolig og en brand skal ikke udvikle sig på den her måde, siger han.
Årsag endnu ikke fastlagt
Københavns Politi arbejder forsat på at nå ind til selve arnestedet, som man mener er Grøndals Parkvej 6A.
Når bygningen engang bliver sikker nok til at bevæge sig ind, skal politiets teknikere afklare, hvordan branden opstod.
- Så kommer der nogle efterforskere, der skal supplere nedrivningen, så vi kan finde ud af, om brandårsagen er noget eller ikke er noget, der har politimæssig interesse, siger Kim Mortensen, der er indsatsleder i Københavns Politi.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Lorry
Flere beboere fulgte lige som Bente Bang med i nedrivningen af deres udbrændte og ødelagte hjem.
Hist og her kunne man gennem huller i muren skimter rester af køkkener og andre ejendele. Langt det meste er dog gået tabt i flammerne fra branden og vandmasserne fra slukningsarbejdet.
- Hvis vi støder på nogle værdier eller noget, der kan have interesse for nogen, så tager vi det stille og roligt ud og prøver at gemme det. Men det er nok meget, meget begrænset, hvad vi kan forvente at finde, siger Kim Mortensen.
Uafklarede spørgsmål - men et håb for fremtiden
Hverken bestyrelsen i ejerforeningen eller boligadministratoren bag har ønsket at udtale sig til TV 2 Lorry søndag.
Søndag formiddag var beboere dog inviteret til et møde, hvor også de forskellige forsikringsselskaber kunne informere om genhusning og beboernes rettigheder.
Men trods informationsmødet står Bente Bang og mange andre nu tidligere beboere tilbage med flere spørgsmål end svar.
- Der er stadig så mange uafklarede spørgsmål, som vi ikke kan får svar på meget længe. Kommer vi eksempelvis tilbage til et hus her, som bliver genopført? Hvad skal der ske? Får vi en ny lejlighed eller kan jeg sælge den lejlighed, som ikke længere er her?
Nu forsøger Bente Bang i stedet at fokusere på fremtiden og finde glæde i de små, positive udfald fra branden.
- Om nogle dage er jeg sikkert tilbage på arbejdet. Så fortsætter livet jo. Og det er jo mirakuløst, at der ikke er nogen, der er døde.