226 år gammelt stenhuggeri gemmer hemmelige hilsner til fremtiden
Med 226 år på bagen har E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri overlevet flere krige og kriser, og virksomhedens DNA er i høj grad stadig den samme som i 1797.
Artiklen er oprindeligt udgivet i oktober 2022, men vi synes stadig, at den er læseværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.
- Kronborg, Frederiksborg Slot, Rosenborg Slot, Amalienborg Slot, en masse kirker, herregårde, Novo Nordisks hovedsæde. Københavns Lufthavn, Københavns metro, B&Os hovedsæde.
Sådan opremser de to brødre Ole og Henrik Grage.
De ejer og driver landets ældste stenhuggeri, der har hele 226 år på bagen.
- Virksomheden betyder ekstremt meget, da vi er fjerde generation. Derfor ligger der noget arv og faglig stolthed i det, vi laver, siger Henrik Grage. Ole Grage fortsætter:
- Man må sige, at det er utrolig spændende at arbejde med sten. Det er helt vidunderligt naturmateriale. Det kan utrolig meget, og hele processen omkring det er fascinerende. Mange af materialerne, som vi sidder med, er mange hundredmillioner år gamle. Jeg må sige, at det betyder rigtig meget, som Henrik også siger, med fjerde generation og det historiske vingesus. Vores bedsteforældre og oldefar sidder nok og kigger ned på os.
E. Nielsens stenhuggeri er storleverandør af natursten til byggebranchen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry
Stenhuggeriet har cirka 20 ansatte plus yderligere 20 ansatte i blandt andet et datterselskab.
Engang havde virksomheden 100 ansatte.
- Det, synes jeg, var for meget. Det var ikke lykken for os, og det var svært at overskue. Her er vi lidt mere tilbage til kerneforretningen. Vi kan godt lide det der med, at vi har taget et stykke klippe, forarbejdet det, forædlet det, og så leveret det ud til enten en køkkenbordsplade eller til forskellige byggerier rundt omkring i landet. Det er der, vi spiller godt. Det er der, hvor vi trives, og der hvor man trives, der udmærker man sig også, og der finder man også successen, siger de to brødre.
Stenhuggeriet blev grundlagt i 1797
Selvom deres hal i Hvidovre er fyldt med maskiner, bliver der stadig brugt hammer og mejsel.
- Firmaet har gennemgået to verdenskrige og 1864 ej at forglemme. Slaget på Reden. Ja, der har været rigtig mange kriser undervejs, fortæller Ole Grage.
E. Nielsens mekaniske Stenhuggeri blev grundlagt i 1797 af Peter Danzer. Firmaets første adresse hed Marmorpladsen - der hvor Marmorkirken ligger i dag.
- De første 60 år var der lidt forskellige ejerskaber, og så var det, at Emil Nielsen købte virksomheden og omdøbte den til E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri. Det hedder det mekaniske stenhuggeri, fordi han havde været på en industrimesse og havde købt to dampmaskiner. Det var et ret stort kvantespring dengang. Man skal tænke på, at i 1860'erne var ikke noget strøm. Det var ren rugbrødsmaskiner og ren håndværk dengang, forklarer Ole Grage om virksomhedens historie.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry
Han fortsætter:
- Så kom Rudolf Nielsen til, som var Emil Nielsens søn. Der står i de gamle arkiver, at Rudolf var så uheldig, at han kun havde tre døtre, og derfor havde han ingen til at overtage virksomheden. Sådan var det dengang. I 1890 går vores oldefar i lære hos Rudolf Nielsen, og Rudolf Nielsen afhænder så virksomheden til vores oldefar, og han overtager gradvist. Så vores familie har beskæftiget sig med natursten i 132 år, siger Ole Grage.
Derefter går virksomheden videre til brødrenes farfar og senere deres far.
- Vores far blev faktisk tvunget ind i virksomheden, som han fortalte det. Han var generation 1930. Det var nogle andre tider dengang. Derfor var det også meget magtpålæggende for ham, at vi ikke skulle tvinges ind i det, siger Ole Grage. Broren forsætter:
- Men det var ikke tilfældet med os. Vi havde det naturlige drive og lysten til at gå ind i det her.
Stenhuggere efterlader hilsner til fremtiden
Det lægger et vist pres på brødrenes skuldre at drive en 226 år gammel virksomhed.
- Når man har fået givet stafetten videre på den måde, vi har, så giver den en eller anden form for forpligtigelse, og man vil gerne gøre sig ekstra umage. Det er mere end bare et job, forklarer Ole Grage.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry
De to brødre fik overdraget virksomheden i en ret ung alder.
- Vi fik stafetten, fordi far var syg, og så sagde han, at nu kan jeg faktisk ikke mere. Nu må I klare det, drenge. Det var lidt for tidligt, må man sige, siger Henrik Grage. Ole Grage tilføjer:
- Man kigger sig da lige i spejlet og siger, hvordan klarer vi lige den her nu. Nu står vi alene. Nu er der ikke nogen at spørge til råds. Nogle af de der gode grå hår, som man lige kunne spørge om, hvad gør vi lige her. Nu har vi selv fået de grå hår.
Ole og Henrik Grage håber på et godt eftermæle i virksomheden og stenhuggerbranchen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry
Som stenhugger er det heldigvis nemt at efterlade en hilsen til fremtiden.
- Når vi piller de gamle sten ned, står der nogle gange et initial på bagsiden af stenen. Det, synes jeg, er meget sjovt, at om 200 år er der nogle, der piller den sten ud og ser det, siger Henrik Grage.
Brødrene har oplevet at finde hilsner fra fortiden mange forskellige steder. Blandt andet ved Frihedsstøtten og på Kronborg.
- Man lukker facaden op, og så ligger der noget inde bagved. Det er helt fantastisk. Enten i en gammel flaske eller en meget gammel avis. Vi har også lagt noget ind på toppen af marmorbroens pavilloner, som markerer indgangen til Christiansborg. Der lagde vi også nogle ting op lige under kongekronen, og når man så engang fjerner den, ligger der en lille hilsen fra os med navnene på stenhuggerne og ting og sager, men det bliver så først om nogle år, at de finder den, afslutter de to brødre.