Justitsminister raser efter "vanvid" på S-togstation
Justitsminister Peter Hummelgaard tager gerne hårdere værktøjer i brug over for hooligans efter sammenstød i Glostrup lørdag aften.
Det var voldsomme scener, der lørdag aften udspillede sig på Glostrup Station, da en gruppe af personer - der angiveligt er tilhængere af FC København og Brøndby IF - endte i et sammenstød.
Danmarks justitsminister, Peter Hummelgaard (S), tager nu skarp afstand fra sammenstødet.
Det skriver han i et opslag, som han søndag formiddag har delt på Facebook.
- Det kan ikke siges kraftigt nok. Vold, overfald og hærværk har intet med fodbold at gøre. Hooliganisme skal simpelthen helt væk fra dansk fodbold. Det skal ikke finde sted, hverken før, under eller efter kampe, skriver han.
- Et meget bredt politisk flertal har allerede aftalt at stramme reglerne og give politiet og klubberne flere værktøjer for at komme problemerne til livs. Det handler om bedre mulighed for at uddele karantæne, hjælp til kontrollører og meget andet, skriver han.
Tidligere i år sendte justitsministeren et lovforslag, der skal sætte en stopper for utrygskabende og voldeligt adfærd på fodboldstadions, i høring.
Lovforslaget kom efter et efterår i 2022 med adskillige voldelige episoder i forbindelse med fodboldkampe.
I september kom en ekspertgruppe med anbefalinger til en styrket indsats mod såkaldt hooliganisme, og i oktober blev der indgået en bred politisk aftale på baggrund af anbefalingerne.
Men nu åbner justitsministeren altså døren for at tage endnu hårdere værktøjer i brug.
- Hvis der er behov for mere, så er jeg bestemt ikke afvisende. For der her skal stoppes. Hvis ikke de voldelige typer kan opføre sig ordentligt, så er vi klar til at stramme endnu mere op. For denne her adfærd er helt og aldeles uacceptabel.
- Det kan simpelthen ikke passe, at familier og almindelige fodboldfans ikke kan tage til fodbold uden at frygte for den her slags vanvid, skriver Peter Hummelgaard på Facebook.
Klubber tager afstand
Tumulten på Glostrup Station skete mindre end 24 timer, før de to ærkerivaler FCK og Brøndby møder hinanden på Brøndby Stadion.
En video, der efterfølgende er blevet delt på sociale medier, viser, hvordan en række personer styrter ud af et S-tog, jagter hinanden med slag og spark og løber en ældre kvinde omkuld på perronen.
Flere af personerne på videoerne bærer FC København-tøj, mens der også ses en mand iført en gul elefanthue.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Presse-fotos.dk
Både Brøndby og FCK har taget afstand fra episoden.
- Officielle fangrupper fra begge klubber har sammen været ude de seneste dage og opfordre alle til et fredeligt derby. At en sådan episode alligevel opstår, som den i går (lørdag, red.) på Glostrup Station, viser desværre, at der er individer, som vælger at sætte deres egen agenda højere end fællesskabets ønsker.
- Det er utilstedeligt, og vi håber og tror, at politiet hurtigt kan få identificeret og pågrebet gerningsmændene, skriver Christian Schultz, der er pressechef i Brøndby IF, i en besked til TV 2 Sport.
Ligeledes har FCK's pressemand, Jes Mortensen, i en SMS til Ekstra Bladet skrevet:
- Vi har set de samme klip og hørt, hvad politiet siger om et tilsyneladende koordineret sammenstød mellem de to grupper. Det er komplet idiotisk og utilstedeligt – ikke mindst når tilfældige forbipasserende kommer i klemme i det.
Første fanmøde siden 7. august
Kampen mellem Brøndby og FCK fløjtes i gang søndag klokken 16.00 - her er det første gang i lidt over ni måneder, at fans fra begge hold kan møde op og overvære derbyet.
Siden 7. august har fansene fra de rivaliserende klubber ikke mødtes på stadion, da det blev forbudt efter uroligheder.
Efter kampen i august sidste år kunne politiet fortælle, at en række tilhængere både havde udøvet hærværk, kastet med sten og kanonslag.
Sidste år talte TV 2 Kosmopol med en engelsk ekspert i hooliganisme, der i mere end 20 år har undersøgt hooliganisme og tilskueradfærd i forbindelse med fodboldkampe.
Se eller gense indslaget nedenfor.