Farten sænkes på trafikeret indfaldsvej
Bruger du Roskildevej, når du skal på arbejde i København og hjem igen?
Så er det nok en god idé at være opmærksom på hastighedsbegrænsningerne, for Brøndby Kommune oplyser på Facebook, at man nu har sænket hastighedsgrænsen på deres del af Roskildevej til 60 kilometer i timen.
Brøndby Kommune påpeger samtidig, at naboen - Glostrup Kommune - også har sænket hastigheden flere steder på hovedvejen. Ved Glostrup Shoppingcenter gælder der dog fortsat 50 kilometer i timen.
Det betyder, at det samlede forløb nu har færre større hastighedssvingninger.
- Vi opfordrer alle billisterne til at holde øje med de nye hastigheder i både Brøndby og Glostrup Kommune, lyder det i Facebook-opslaget.