Lille lokalavis får millioner i statsstøtte

Medienævnet har fordelt 18,4 millioner kroner mellem 16 medier, og et lille lokalmedie har fået en betragtelig bid af kagen. Her håber man nu på, at det kan sikre avisens overlevelse.

Årets første runde af den såkaldte innovationsstøtte til danske medier er blevet delt ud, og den kom med en overraskelse. 

Lokalavisen Dragør Nyt er nemlig blevet tildelt små 3,3 millioner kroner og dermed den største sum i denne runde.

Det er mere end andre modtagere som eksempelvis de større medier Information og A4 Medier.

Hos Dragør Nyt er de spændte - men også nervøse - for en ny fremtid. 

- Nu skal ærmerne for alvor smøges op. Vi har ventet længe for at se, om vi skulle den ene eller den anden vej,  siger Henrik Askø Stark, som er ansvarshavende redaktør på Dragør Nyt, til TV 2 Kosmopol. 

Pengene bliver fordelt over tre år, og der er store planer for, hvad de skal bruges på. 

- Vi er i gang med at lave mere journalistik, end vi nogensinde har gjort. Og forhåbentlig betyder det her, at vi kan videreudvikle på den, siger han. 

Der er planer for både journalistikken, markedsstrategien, hvordan man agerer i en digitaliseret verden og så noget så lavpraktisk som distributionen af avisen.

Spørg Os - Formular

_

Henrik Askø Stark ved, at det kræver benhårdt arbejde at løfte avisen, så for nu bliver armene langs siden. 

- Vi håber, at vi om tre år kan vise den trykte presse, at det her er en farbar vej, og at man kan gå mod strømmen og ikke fyre sig ud af kriser, så står vi med armene over hovedet om tre år, fortæller han. 

Stolt borgmester

Spørger man Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (K), er nyheden en glædelig en af slagsen.

- Først og fremmest kæmpe tillykke til Dragør Nyt. Jeg er glad for, at de har fået støtte. Det er jo en lokalavis med fed streg under lokal, og den bliver godt læst af borgerne, siger han til TV 2 Kosmopol og fortsætter: 

- Det er en avis, som formidler læserbreve og lokalpolitik. Borgerne debatterer jo lystigt i avisen, og det er med til at styrke lokaldemokratiet. Jeg ville blive bekymret, hvis Dragør Nyt ikke fandtes, for uden lokalavisen ville debatten blive overladt til de sociale medier, og det ville jeg være ked af.

Avisen skriver for byens godt og vel 12.000 indbyggere, og er den, der har modtaget mest støtte af alle medier her i årets første runde. 

- Det er dejligt, at vi har en lokalavis, der kan opnå så stor en støtte, og det er en flot indsats fra medarbejderne, at de kan spille ind sammen med nogle af de store aviser, siger han. 

Og Kenneth Gøtterup drømmer om, hvad pengene kan betyde for avisens fremtid. 

- Jeg er meget tilfreds med, at de kan udvikle på avisen. Jeg håber, det kan medføre nye journalistiske muligheder. Lige nu er det jo præget af læserbreve, så jeg håber, der kommer et større fokus på den journalistiske dækning. 

Her er modtagerne af innovationsstøtte i årets første runde:

  • A4 Medier: 3.000.000 kr.

  • Dagbladet Information: 2.993.592 kr.

  • Danwatch: 2.228.000 kr.

  • DIVE: 232.000 kr.

  • Dragør Nyt: 3.285.200 kr.

  • Føljeton: 345.420 kr.

  • Globalnyt: 1.370.000 kr.

  • Magasinet KBH: 400.000 kr.

  • Netavisen Pio:  994.000 kr.

  • Vores Brabrand: 180.000 kr.

  • Duckling: 200.000 kr.

  • EuropaNYT: 756.000 kr.

  • Expattips.dk – Nyhedsmedie for udlændinge i Danmark: 285.000 kr.

  • Risbjerg & Co.: 467.017 kr.

  • Udsyn.nu: 1.500.000 kr.

  • Verden ifølge fodbold: 223.500 kr.

Kilde: Journalisten.dk

Tilbage hos Henrik Askø Stark er spændingen stor, men fremtiden stadig usikker. 

- Det er umuligt at spå om, hvordan verden ser ud om tre eller fem år. Vi har erkendt, at vi ikke kan lade som ingenting, og nu skal der ske noget drastisk, hvis der skal være en lokalavis, siger han. 

Hvad betyder det for Dragør Nyts fremtid? 

- Jeg kan opfodre til, at du stiller spørgsmålet igen om et år. Vi bryster os ved, at vi ikke er som alle andre lokalmedier. Vi har meget mere journalistik, vi gør det bedre, og vi gør det mere. Der er en fremtid for Dragør Nyt. Det styrker min tro på, at vi også kan have en Dragør Nyt om fem år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik