Sjælden parring fanget på video: "Det er helt sindssygt stort"
Det er endnu ikke lykkedes for akvarier i Tyskland og Skandinavien at få den ottearmede blæksprutte til at yngle. Men nu sker det måske i Helsingør.
Det er fredag eftermiddag, og alle medarbejderne er på vej hjem fra Øresundsakvariet i Helsingør for at holde weekend.
Men så passerer dyrepasserelev Rikke Juul Nielsen et akvarium med to ottearmede blæksprutter - og stopper. To blæksprutter ligger tæt sammenslyngede, og de mange arme hvivler i alle retninger.
Hun starter med at filme.
- Christian, skynd dig lige at komme. Nede ved blæksprutten, råber hun.
På videoen kan man høre skridt, der nærmer sig, og Rikke Juul Nielsen spørger sin kollega:
- Er det parring, de laver? Eller er de ved at slå hinanden ihjel?
Det debatterer de i nogle minutter, mens blæksprutterne fortsætter deres pudsige dans, kamp eller parring.
Efter noget tid slipper de to blæksprutter hinanden. De er begge i live og tilsyneladende i fin form.
Akvarie- og museumschef og marinbiolog Jens P. Jeppesen er ret sikker i sin sag. Han tror, at blæksprutterne parrede sig. For siden fredag har den mystiske pardans gentaget sig.
Blæksprutterne fjerner sig fra hinanden for senere at opsøge hinanden igen. De flygter ikke fra hinanden, men opsøger i stedet hinanden gang på gang, fortæller Jens P. jeppesen.
- De har også været i gang i weekenden, så det er den helt store elskovsrede i det akvarium, siger museumschefen.
Aldrig set før i Helsingør
På akvariet i Helsingør har de aldrig før oplevet, at de ottearmede blæksprutter har parret sig.
Så synet af de to blæksprutter har fået medarbejdere fra Øresundsakvariet til at kontakte kollegaer fra andre akvarier i Tyskland og Skandinavien.
- For at høre om de har oplevet, at de ottearmede blæksprutter har ynglet. Men det har ingen observeret, siger Jens P. Jeppesen og fortsætter:
- Hvis det viser sig, at der om nogle uger er små, sorte æg i ynglekassen, så har vi fået dem til at lægge befrugtede æg, og i løbet af cirka tre uger kommer der små blæksprutter ud.
Skulle det ske, er det i den grad en unik hændelse.
- Det er helt sindssygt stort. Jeg tror ikke, at dyrepasserne kan forestille sig noget større, siger museumschefen.