Danmarks længst siddende borgmester fylder 90
Brøndbys tidligere borgmester fylder 90 den 27. december. Det blev fejret med flag i Brøndbys vartegn, møllen.
Kjeld Rasmussen, Danmarks længst siddende borgmester, tager tirsdag den 27. december hul på endnu et årti.
Han fylder nemlig 90 år.
I 39 år sad han i borgmesterstolen i Brøndby - nemlig fra 1966 til 2005.
De frivillige i Brøndby Vester Mølle-laug besluttede i dagens anledning at pynte Brøndby Vester Mølle, Brøndbys vartegn, med flag. Og det er bestemt ikke hver dag der flages på møllen.
- Dannebrog på møllen illustrerer, at vi markerer noget festligt. Vi tror, det er første gang nogensinde, at møllen har haft flag på, siger Torben Nielsen, frivillig i Brøndby Vester Møllelaug.
Ses stadig på stadion
Selvom fødselaren, Kjeld Rasmussen, er ved at være oppe i årene, kan man stadig møde ham på Brøndby Stadion en gang imellem.
Den 90-årige var nemlig den første formand for Brøndby IF.
I november blev han hyldet på stadion.
- Uden ham havde Brøndby IF ikke været i toppen af dansk fodbold de seneste 30 år. Han er årsagen til, at Brøndby IF er blandt Danmarks stærkeste fællesskaber med stærke rødder ikke bare på Vestegnen, men i alle dele af landet, sagdeBrøndby IF's bestyrelsesformand, Jesper Møller i en pressemeddelelse.