18-årig redder ældre mands liv
Kasper Eckhardt Goldschmidt var på vej i byen fredag aften. Men 100 meter fra hjemmet bliver han vidne til et uheld. En bilist har fået et ildebefindende bag rattet og kører galt.
Et ældre ægtepar kom kørende ad Gl. Strandvej i Humlebæk da manden på 79 år får et ildebefindende. Konen som sad i passagersiden trak resolut i håndbremsen og bilen endte i hækken. Lige foran Kasper Eckhardt Goldschmidt på 18 år.
- Det første jeg ser da jeg kommer gående heroppe fra det er at bilen med lav fart kommer ud af rundkørslen bag os. Og så triller ind i hækken her, fortæller Kasper Eckhardt Goldschmidt til TV 2 Lorry.
Manden virkede død, men den unge Kasper havde et halvt år tidligere lært førstehjælp i forbindelse med han tog kørekort og lod sig ikke slå ud.
- Jeg kommer ind fra passagersædet og forsøger at hive ham ud af bilen. Men det kan jeg ikke. Han er for tung. Men får så lagt ham ned så han hænger ud over passagersædet og der starter jeg så hjertemassage.
Kasper formår at give hjertemassage til ambulancen kommer frem og det er afgørende:
- Det er bestemt meget sandsynligt at det har været afgørende betydning at der er ydet hjerte lungeredning fra start af, siger Søren Møiniche, vagtlæge ved Region Hovedstaden.
Kasper Eckhardt Goldschmidt er tilfreds med at det lykkedes ham at hjælpe: - Man er selvfølgelig enormt glad. Men samtidig så er det mens det sker så slår følelserne fra. Nu når jeg tænker tilbage på det så er det lidt uvirkeligt på en eller anden måde.
TV2 Lorry har fået oplyst at den 79-årige mand er uden for livsfare.