Danske fans samles for at mindes afdød popstjerne
Der er tændt lys for Liam Payne foran Forum på Frederiksberg kort før mindehøjtideligheden går i gang.
- Der er dog ikke nogen directioners, som har taget opstilling foran lysene endnu, fortæller TV 2s journalist på stedet Signe Marie Frost.
Natascha Beck er en af de danske One Direction-fans, der er troppet op til mindehøjtideligheden ved Forum på Frederiksberg.
Hun har været fan, siden hun var 11 år, og One Direction "betyder alt for hende", fortæller hun til TV 2.
Hendes stedfar har lavet en One Direction-trøje til hende til mindehøjtideligheden, og hun har brugt dagen på at lave lys og små kort til Liam Payne.