"Gør noget for at få en smuk og bæredygtig fremtid. Held og lykke. Tak fra en gammel gøgler og miljøaktivist"
Skuespiller Jytte Abildstrøm er død i en alder af 90 år. Hun var i mange år teaterchef og kendt som miljøaktivist.
Jytte Abildstrøm er død - 90 år gammel.
Og selvom mange nok vil kende Jytte Abildstrøm med det karakteristiske røde hår fra de skrå brædder eller skærmen, var miljøet hendes hjertesag.
- Det optager mit hjerte. Jeg synes, det er synd, at de unge bliver nervøse over, hvorvidt der er en tilværelse for dem, når de bliver store, sagde hun til Ritzau, da hun fyldte 90 år i marts 2024.
I 2019 sagde hun til TV 2 Kosmopol, at vi som mennesker bør hjælpe hinanden med at opleve "uden at ødelægge den luft, vi har."
- I stedet for at skælde folk ud og sige, at I må ikke flyve, så siger jeg: Har I tænkt over, at I kan opleve lige så meget ved at sidde i en lille have, i en lille stol og læse et smukt digt, sagde hun til TV 2 Kosmopol.
- Gør noget for at få en smuk og bæredygtig fremtid. Held og lykke. Tak fra en gammel gøjler og miljøaktivist.
Jytte Abildstrøm boede i mange år i et økologisk bofællesskab. Ud over at kære sig om miljøet holdt hun desuden talrige foredrag om emnet.
Jytte Abildstrøm er blandt andet kendt for rollen som Sonjas mor i "Sonja fra Saxogade" og for at spille med i filmen "Flyvende farmor" fra 2001.
Hun stod i 40 år i spidsen for "Jytte Abildstrøms Teater", som hørte hjemme i Riddersalen på Frederiksberg.
I september 2024 blev skuespilleren hyldet med en teaterflise på Frederiksberg Allé ikke langt fra Riddersalen.
Jytte Abildstrøm flyttede i december 2024 på hospice.
Kort før nytår blev et stort dobbeltinterview med Jytte Abildstrøm og Peter Mygind offentliggjort i magasinet Søndag.
Her fortalte Abildstrøm ifølge TV 2, at det var problemer med nyrerne, som lå bag. Samtidig sagde hun, at livet "har fandme været sjovt".
Abildstrøms mangeårige veninde og kollega Daimi Gentle fortæller i et interview med Ekstra Bladet, at hun besøgte Jytte Abildstrøm så sent som torsdag eftermiddag.
- Jeg var derude sent i eftermiddag. Der kunne man godt mærke, at det var der, det bar hen, siger hun til avisen.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_